Harald Egern 6v36

Harald Egern af Jan Hyldal Christensen

Tegninger: Søren Kolstrup Published by Hyldal at Smashwords Copyright 2013 Jan Hyldal Christensen Facebook.com/haraldegern

Indhold

Kapitel 1 – Harald Egern Kapitel 2 – Den magiske sten Kapitel 3 – Det underlige dyr Kapitel 4 – Ragnarok Kapitel 5 – Hedeby Kapitel 6 – Fortabt Kapitel 7 – Alvards tårer Kapitel 8 – Slægtens lykke

Kapitel 1 – Harald Egern

Harald kradsede søvn ud af øjnene, stadig varm i kroppen efter at have ligget lunt under skindtæppet i sengen, og åbnede døren. Han stod stille, tog en dyb indånding og lyttede til de syngende solsorte ovre i buskene. Han lagde hovedet en anelse på skrå og lod morgensolen skinne ind gennem sine sammenknebne øjne. Harald strakte sine arme og åbnede sin mund i så højt et gab, at han lignede en brølende løve. Det var den bedste årstid. Harald var startet på sin morgentur rundt i landsbyen, da han hørte et fjernt fnis, et kort smæld og BANG! En sten fløj med høj hastighed ind på Haralds overarm. Det føltes som et brændende dragebid. De fjerne fnis kom nærmere og forvandlede sig til en høj latter. Fætter Ubbe kom gående med sin stenslynge og pegede på Haralds overarm. "HA HA, pletskud". Ubbe triumferede med sit sædvanlige smil, hvor han bed tænderne sammen, rynkede på næsen og skød sit hoved frem som en skildpadde, der strækker hals. Det fik hans kinder til at se endnu tykkere ud. Harald havde lyst til at tage en økse og hugge det strittende hoved af bæstet. Ubbe trykkede sin tommelfinger mod Haralds ømme overarm. "Hvad vil du gøre ved det?", spurgte Ubbe, "Kan det lille egern bide fra sig?". Harald knurrede og knyttede sin højre næve, men tøvede så et sekund. Ubbe tog et fast greb om Haralds underarm og vred den om på ryggen af ham. Harald kunne mærke pulsen dunke i sin forvredne arm og tænkte på de mange gange, hvor Ubbe havde presset hans ansigt ned mod den beskidte jord. Harald snurrede rundt, vristede sig fri af jerngrebet og løb tilbage mod hjemmet. På vejen kunne han skimte trælpigen Ragnhild, der bar skrald ud af grubehuset. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede Harald, mens Ubbe råbte efter sit flygtende bytte. "Løb du bare 'Harald Egern'. Gør som du plejer. Flygt fra den store, stærke ulv. Du er et skræmt lille dyr". Det var ekstra pinligt, når Ragnhild så, hvordan Ubbe trynede Harald. Ragnhild

ville sikkert meget hellere lave mad og gøre rent hos Ubbe, når hun blev en voksen trælkvinde. Ragnhild havde meget grønne øjne og langt kastaniebrunt hår. Selvom hun altid havde jord smurt ind i ansigtet, kunne hun straks få opmærksomheden og afstedkomme nysgerrige blikke hos både Harald og Ubbe. Hun var samtidig et par år ældre og både stærkere og hurtigere end drengene. Harald vidste ikke, hvor Ragnhild kom fra, men hun havde ikke nogen forældre og havde altid været landsbyens træl. Inde i huset stod Haralds mor, Asfrid, med en grydeske i den højre hånd og rørte rundt i gryden med dampende varm grød. I den venstre arm lå den ene af Haralds små tvillingebrødre, Alvin, og skreg som et skræmt vildsvin. Den anden lille tvillingebror, Berle, lå ovre på gedeskindet i den store seng. Han skreg også i vildensky. Harald tog sin skjorte og bukser på, snørede kappen fast og greb fat i sin fiskestang. Inden længe var Harald vandret over bakketoppen og på vej ned mod vandet. Fri for fætter Ubbe og skrigende tvillingebrødre. Det var lykken at kunne sidde på den store sten på stranden og lytte til de rolige bølgeskvulp, mens fiskene nysgerrigt nærmede sig ormen på krogen. Det var en indbringende formiddag. Den ene ørred efter den anden bed villigt på krogen. Der var efterhånden fisk nok til hele landsbyen og så længe Harald kunne forsyne landsbyens beboere med masser af friske fisk, var det som om, de bedre kunne acceptere, at Harald for det meste vandrede bort fra landsbyen og rundt i sine egne tanker. Ingen kunne helt regne ud, hvad Harald var for en dreng. Han lignede i hvert fald ikke sin far eller farfar. Far Thorkild, altid på farten, sjældent hjemme, den dygtige købmand, der efter sigende nød den største respekt og anseelse i hans andet hjem, Hedeby. De andre handelsfolk fortalte historier om Thorkilds udlandsbedrifter. Som dengang han havde byttet en lille spand med ravklumper til 10 tykke bjørneskind i Novgorod. Haralds farfar, Alvard, var ikke mindre berømt. "Han var bersærk", som Haralds mor plejede at sige. En rigtig blodtørstig viking, hvis genfærd stadig kunne jage folk en skræk i livet. Alvard havde som olding deltaget på et togt, hvor han egenhændigt havde kløvet hjerneskallen på 3 englændere. Harald selv var bange for at slås, men hans største frygt var alligevel bidske hunde. Når han hørte en hund gø, blev han altid helt kold i kadaveret, også selvom lyden kom langt væk fra. Mens Harald ventede på, at den sidste fisk skulle bide på krogen, dukkede en

snekke op i horisonten. En gruppe mænd hang ud over rælingen i det hurtige krigsskib. De spejdede ind mod land, mens de med blanke, skinnende sværd pegede på skoven bag stranden. Skibet kom tættere på land, og en af krigerne kastede sit blik mod Harald, der sad som forstenet på strandbredden. Harald stirrede på de store runde skjolde udsmykket med farverige slangehoveder, som havde han spist for mange af skovens mange svampe. "Har du set ham?", råbte krigeren. "_______________", Harald kiggede tavst tilbage på krigeren, der havde bevaret fokus på Harald. Krigeren havde lange fletninger på mindst en halv meter, nærmest blå og rådne tænder, stikkende øjne og en stønnende, forpustet stemme. "Knægt!", brølede krigeren hæst, "Har du set den mørke mand rende rundt her på stranden eller i skoven?" Harald rystede på hovedet. "Drengen er jo en tåbe. Vi sejler videre", beordrede skibets styrmand. En ålekvabbe bed på krogen, mens snekken forsvandt ned langs kysten. Da Harald forsøgte at tage krogen ud af mundvigen på den grimme ålekvabbe, kom han til at rive for hårdt til og krogen satte sig fast i hånden. “Aaaaargh!”, Harald løftede en sten op af sandet og begyndte at hamre den gentagne gange ind i hovedet på den døende fisk. Ålekvabben var til sidst forvandlet til plukfisk. Harald samlede fiskeresterne sammen, vendte sig om og kastede affaldet hen i noget buskads. Han betragtede den stejle klint, der skilte strandbredden fra en stribe grønt græs, der ledte op til en skov. Harald trak en ny orm op af sin bylt, satte den på krogen, rejste sig op og kastede snøren i vandet. Solen stod nu højt på himlen, og intet andet end bølgeskvulp kunne høres, indtil det begyndte at pusle i buskadset. Det lød som en spurv, der trippede rundt i grene og visne blade. Lyden fangede Haralds opmærksomhed, men det var ikke en lille fugl, der gemte sig. Et sortskægget ansigt stak ud mellem det tætte buskads. Manden havde et hvidt klæde viklet rundt om hovedet, en mørk ansigtskulør og bekymrede sorte øjenbryn, der tyngede de sammenknebne øjne. Han stirrede direkte på Harald, der ikke fortrak en mine.

Den fremmede mand begyndte at kravle ud af busken. Hans hvide hovedbeklædning hang dog fast i tornene. Harald stod stadig med sin fiskestang i hånden og stirrede på manden, der først nu fjernede blikket fra sit nye unge bekendtskab og lod øjnene følge strandbredden. Harald kiggede i samme retning. Snekken med krigerne var på vej tilbage. Harald kiggede på manden. Manden kiggede på Harald. Harald kiggede på krigerne ude på vandet, der kom nærmere. Som en slange, der bevæger sig baglæns, trak den fremmede mand sig langsomt tilbage ind i buskadset. Snekken erede forbi, og endnu engang var det krigeren med de lange fletninger, der viste sine blå rådne tænder og stirrede på Harald. En svedperle løb ned over panden på Harald. Han vendte sig om mod buskadset for at tjekke, om den fremmede mand lå trygt i sit skjul. Da Harald igen vendte blikket ud mod skibet, kunne han ane, at krigeren med fletningerne samlede hele krigerbanden, mens han pegede ind mod kysten. Med fiskestangen i hånden og snøren i vandet kunne Harald følge krigerne rumstere med deres sværd. Krigerne løftede de skarpe klinger op i luften. Solstrålerne fik metallet i de tunge sværd til at glimte. I en hurtig bevægelse trak snekken tæt ind til land, krigerne hoppede af og begyndte at møve sig ind mod strandbredden med vand til navlen. Harald blev tør i halsen og hjertet hamrede som en galoperende hest. Han samlede sin bylt med dagens fangst op af sandet og stak af i modsat retning, hen imod det sted, hvor man kunne komme op ad den høje klint ved hjælp af grenene fra et ensomt bøgetræ, der var væltet i en storm og nu hang i sine rødder ud over skrænten. Harald kastede et sidste blik mod det grønne buskads, hvor den fremmede mand endnu ikke havde givet en lyd fra sig. Harald tog fat i en gren på det væltede bøgetræ og kravlede op ad skrænten. I det samme sprang et lille rødbrunt egern ud fra træet og landede blødt i strandsandet. Egernet accelererede hurtigt og spurtede væk. Harald stoppede op. Og som om fætter Ubbe var krympet til samme størrelse som en flue og kravlet ind gennem Haralds øre, genlød nu en stemme inde i hovedet: “Harald egern, du er et skræmt lille dyr”. Krigerne kom til syne, da Harald nænsomt, men resolut, sparkede til buskadset. Harald havde fået ondt i maven ved tanken om, hvad der kunne ske, hvis manden i buskadset blev opdaget, og forsøgte nu at gøre ham opmærksom på sine forfølgere. Den fremmede mand tog et fast greb om Haralds læg, som forsøgte han at hale en skræmt høne til slagtning, men Harald kiggede ham direkte ind i øjnene og pegede ned mod forfølgerne. Til lyden af metal, der trækkes henover sten, sprang den fremmede kriger ud af sit skjulested, satte sin krumme sabel i bæltet og satte i fart. Harald ilede efter. Inden for et splitsekund

havde krigeren distanceret Harald så langt, som man kan slynge en sten, men her greb forvirringen flygtningen. Han spejdede tilbage ned langs stranden, så ud mod vandet og til sidst op mod den stejle klint. Harald indhentede krigeren og trak ham i hans bukser, mens han pegede hen imod det væltede bøgetræ, der tilbød sig som eneste flugtrute. Harald spænede hen til bøgetræet, kravlede halvt op ad stammen og vinkede til krigeren, der fulgte efter Harald. Da de begge var på vej op ad skrænten, vendte Harald sig om og sagde, ”Harald”, mens han smilede og pegede mod sit bryst. Uden at ændre ansigtsudtryk svarede krigeren, ”Yusuf”. Harald og Yusuf skød nu som to spurve i flugt henover den smalle stribe af højt græs, der adskilte stranden fra den skov, som Harald ofte vandrede søgende rundt i, når han kunne slippe væk fra landsbyen. Herinde kunne han ofte fare vild i sine egne tanker, men nu var det ikke længere rent tankespind, men virkelig sved, hjertebanken og farlige forfølgere, som Harald skulle forholde sig til. Yusuf fulgte i hvert et fodspor, som Harald satte i skovbunden, og inden længe stod de i den anden ende af skoven og spejdede ud over de bølgende græsmarker. Deres hoveder drejede i samme retning hen mod bakketoppen i det fjerne, hvor en hyrde kom vandrende med sine får. Yusuf trak sig forskrækket ind i skoven igen, men Harald åndede lettet op og vendte sig om mod skovbrynet. ”Frede, han er god nok”, sagde Harald til Yusuf. Hyrden Frede levede på græsengene i en hytte bygget af mudder, ler og sammenflettede grene. Han vandrede altid rundt i flere lag af fåreskind, der var viklet rundt om kroppen, og så længe han var blandt sine får, havde han altid et behageligt smil på sine læber. Frede havde en gang fortalt Harald, at han ikke brød sig om at komme på visit i landsbyerne hos andre mennesker, og i virkeligheden hellere ville være et får. Harald havde da forestillet sig, hvordan Frede ville se ud med uld på ryggen og et ansigt med øjne, næse og mule som et får. Yusuf kiggede på Harald, som var han et lille gedekid, der spiste af det forkerte affald på møddingen, rystede sit mørklødede hoved i langsomme bevægelser og tog et fast greb om sin sabel. Dette forstod Harald godt. Yusuf måtte ikke opdages af Frede. De forfølgende vikinger kunne når som helst dukke op mellem træstammerne i skoven. Harald måtte gemme Yusuf godt af vejen inde i skovens dyb. Han drejede rundt og bevægede sig nærmest svævende tilbage henover

skovbunden, der blev tættere og tættere. Lyset fra den glade sol på himlen blev svagere. Harald og Yusuf bevægede sig ind i det dunkle og kølige afsnit af skoven, hvor nåletræernes stikkende grene holdt mennesker på afstand. Den evige dis, der indhyllede nåletræerne, var så tyk, at den kunne bære på alverdens hemmeligheder. Harald løftede den nederste gren på et af de store nåletræer og pegede på det bløde, lysegrønne mos. Yusuf satte sig på hug, rullede om på siden og pustede ud i en enkelt lang bevægelse, mens han kiggede Harald ind i øjnene. Harald gav ham et par friske fisk fra bylten, holdt håndfladerne ned mod ham for dels at vinke farvel og dels at fortælle, at han hellere måtte blive under nåletræets beskyttende vinger for en stund. ”Hvad så!”, råbte Frede, da Harald krydsede hen over græsset, ”Har du lækre fisk i bylten?” ”Kun tre mellemstore”, svarede Harald, ”Så jeg har ingen fisk til dig i dag, hvis alle landsbyens munde skal mættes”. ”Har du måske allerede foræret nogle fisk væk til andre?”, smilede Frede, mens han drejede hovedet ned mod skoven. Harald kiggede Frede ind i øjnene uden at åbne munden. ”Jeg er blevet kaldt hen til stormand Åge i morgen”, Frede drejede samtalen i en anden retning, ”Du burde møde op og prise stormandens høje status ved at forære ham et par friske fisk. Det kan komme dig til gode senere hen”. ”Hvad skal du hos Åge?”, spurgte Harald. ”Åh, du ved, der skal slagtes nogle får”, svarede Frede, mens han rodede rundt i græsset med en pind, ”Stormanden har samlet en flok krigere fra nær og fjern, og de skal vel have et ædegilde, inden de skal ud at demonstrere stormand Åges magt og vælde overfor hele Verden”. ”Jeg kommer, når solen står højest på himlen”, svarede Harald og skyndte sig bort. Kunne krigerbanden fra snekken være stormand Åges nye horde af lejesvende? Det var i hvert fald Haralds formodning. Men hvem var de? Hvad skulle Åge bruge dem til? Og hvorfor havde de jagtet Yusuf med så frådende vrede? Spørgsmålene hobede sig op i Haralds hoved, der kogte som en gryde med

vælling, der har stået for længe på bålet. Stormand Åge var 50 år gammel, men så ældre ud med et sølvgråt hår, der gik ned til skuldrene, et ansigt gennemskåret af dybe rynker, og en altid lyserød næse på størrelse med en pære. Han var en uægte fætter til selveste den danske konge og havde gennem lang tid hersket over hele Haralds fødeø. Haralds skovklædte ø, der kun lå en hurtig færgeoverfart fra det store fastland, var ikke særligt stor. En ræv kunne løbe fra den sydlige til den nordlige del af den aflange ø på en halv dags tid. Haralds landsby lå i en lille dal omkranset af grønne bakker. Bag dette hjemlige landskab lå Klinteskoven, der bredte sig ud over hele den østlige del af øen. Når Harald var på vej til sit fiskested gik turen gennem skovens mange forskellige arter af træer, indtil en græsstribe ledte ned til den stejle klint. Nord for Klinteskoven fladede det grønne landskab ud. Den stejle klint forsvandt og når skibe om foråret sejlede forbi denne miderste del af øen, kunne de skue ud over de frodige marker med den sorte agerjord. Heroppe lå også stormandens ringborg, der via en å var forbundet med det store hav. Da Harald erede forbi grubehuset i landsbyen, fik han straks øje på Ragnhild, der i samme øjeblik fik flammerne til at stige til vejrs i landsbyens fælles ildsted. Hun hængte en gryde med vand over den knitrende ild og fik øje på Harald. ”Det var på høje tid”, konstaterede hun, ”Var dine orme for grimme til at behage de kræsne fisk?” ”Jeg har kun tre med tilbage”, svarede Harald. Han afleverede fangsten og stirrede ind i flammerne, der farvede hans kinder varmt røde. Ragnhild tog sin kniv frem, skar bugen op på fiskene og fjernede indvoldene med to af sine fingre. Harald kiggede på hendes lange hår, hendes øjne, hendes mund, og lagde særligt mærke til, hvordan hun placerede tungen på overlæben, når hun rensede fisk. ”Hvordan ser det ud?”, spurgte Ragnhild, mens hun fastholdt blikket på fiskenes indvolde. Harald havde ikke fjernet sine øjne fra Ragnhilds ansigt. ”Dejligt”, sagde Harald.

Ragnhild stoppede arbejdet med de våde, slimede dyr. ”Hvad mener du? Indvolde og tarme fra fisk er da klamme”, sagde Ragnhild undrende, og kiggede direkte ind i Haralds ansigt. Harald gav et gisp fra sig, trådte et skridt tilbage, og rystede hovedet som var han lige gået ind i en loftsbjælke. Han havde glemt, hvad det egentlig var, Ragnhild havde spurgt om. ”Øøøh”, sagde Harald med den dybeste stemme, han kunne præstere, ”Kan du gentage dit spørgsmål?” Ragnhild pustede kraftigt gennem sin næse og klemte tænderne så hårdt sammen, at hun kunne have skræmt en ulv bort fra en flok høns. ”Hmm, du har vist andet at lave, knægt”, Ragnhild ignorerede Harald og fortsatte med at rense fisk. Harald drejede et par gange rundt om sig selv, og marcherede hjem til sin mor, der gav ham en humpel brød med honning. Han satte sig på den store grå sten udenfor døren, lukkede øjnene og bed i brødskorpen. Honningsmagen bredte sig i munden. Aftensolens sidste stråler ramte husets tag. Alvin og Berle lå inde i huset og sov tungt og godt. Landsbyen stimlede sammen om bålet, da fiskene havde simret en times tid. Ragnhild serverede den dampende fiskesuppe i træskåle til selskabet. Da hun øsede op i Haralds skål, kiggede hun kort på ham. I et splitsekund kom hendes smilehuller til syne. Harald kvitterede med et halvt smil, mens han greb fat i hendes underarm og gav den et nænsomt klem. ”HA HA, hvorfor giver du hende ikke et kys?”, skraldgrinede fætter Ubbe, der fortsatte den krampagtige latter, mens hans ben spjættede, så han ramte en træstub i bålet. Dette fik gryden til at tippe frem og tilbage. Kogende fiskesuppe skvulpede ud over gløderne. Ubbes far, Erik, vrængede på næsen, svingede armen med voldsom kraft og landede sin håndflade på siden af Ubbes hoved, så et smæld genlød fra den ene ende af landsbyen til den anden. ”Madro”, kommanderede Erik.

Harald fik den samme fornemmelse i maven, som da han i vinters havde set, hvordan Frede havde stukket en lang rusten kniv i halsen på et får, der efterfølgende lå og brægede hæst og forblødte. Han smilede til Ubbe, der kiggede ned i sin madskål. Erik var landsbyens smed. ”Han lader hammeren tale”, sagde man om denne tavse mand. Han så mager og benet ud, men kunne løfte kæmpe sten og hele træstammer. Ingen havde set Erik smed grine i årevis. Ikke siden en flok vendiske pirater var gået i land ved højlys dag, havde slået ham bevidstløs med den stumpe ende af en økse og stjålet hans kone. Hun var aldrig vendt tilbage. Stilheden sænkede sig igen rundt om bålet. Haralds tanker vandrede tilbage over græsengene og ned til de hemmelighedsfulde nåletræer i skoven. I morgen måtte han fylde en krukke med varm grød, gemme den i bylten, og overbringe Yusuf et solidt morgenmåltid, inden de sammen kunne finde en flugtrute væk fra øen. Når Harald afleverede fiskene til stormand Åge, kunne han tage et nærmere kig på den brogede skare af krigere. Tankerne snurrede stadig rundt i hovedet på Harald, da han samme aften trak skindtæppet over sig, men efter et sidste langstrakt gab, overvældede søvnen ham hurtigt. Om natten drømte Harald, at han var en af de vildkatte, der i månelysets skær sniger sig ind mellem landsbyens huse, vandrer nysgerrigt rundt og stikker næsen i hver en sprække og hvert et hul.

Kapitel 2 – Den magiske sten

Harald vågnede tidligt. Solen gemte sig endnu bag fastlandet. Asfrid og de små tvillingebrødre snorkede videre, da Harald sneg sig ud af sengen. Han fyldte en lerkrukke med gårsdagens grød og listede ud i morgendisen. Den lille orange sol tittede frem i horisonten. Harald skråede over de fugtige, grønne bakker. En flok hjorte kiggede stift på den uventede morgengæst. Han smilede forventningsfuldt, da han bøjede et par grene, der spærrede vejen, og smuttede ind i skoven. ”Yusuf!”, råbte Harald. Han tænkte på det gamle ordsprog: ”Den, der advarer, volder ikke ulykker”. Harald ville ikke forskrække Yusuf, der i søvnens tåger kunne komme til at hugge og snitte i Harald med sin skarpe sabelklinge. ”Yusuf!”, råbte Harald igen, men denne gang ikke så højt. Harald klemte sine øjne sammen for at ryste den sidste søvn ud af øjenkrogene og tog de første skridt ind mellem nåletræerne. Hvad nu, hvis krigerne havde fundet Yusuf og blot lå og ventede på hans lille håndlanger? Harald tog nogle få skridt, stod så helt stille, og lyttede. Dette gentog han flere gange, mens han langsomt bevægede sig tættere på skjulestedet. En flok måger fløj skrigende hen over trætoppene. Harald spottede det nåletræ, hvor Yusuf havde gemt sig. ”Yusuf?”, hviskede Harald. Intet svar. Med sine fingre greb han fat i den nederste gren, og trak den til side. En grankogle dumpede ned på den lysegrønne skovbund. Yusuf var væk. Harald drejede rundt om sig selv, mens han afsøgte skovbunden for spor efter sin forsvundne ven. Harald snurrede videre. Han kiggede opad og betragtede de små pletter af den blå himmel gennem de tætte trækroner. Rundtosset og svimmel faldt han bagover. Hans bagdel landede behageligt på det bløde mos. Harald fik øje på et regiment af myrer, der kravlede rundt mellem afpillede fiskeben. Yusufs aftensmåltid fra dagen før. Lige ved siden af disse efterladenskaber opdagede Harald en lilla silkepose, snøret sammen af et guldbånd. Posen var dekoreret med billeder af smilende mennesker, der kaster

blomster op i luften og danser rundt om et veldækket bord med bær, nødder, frugter, krydderurter, kvæg og svin. Harald snørede båndet op, stak hånden helt ned i posen, og roterede håndleddet, så han hurtigt kunne mærke posens indhold. Harald trak en sten på størrelse med sin egen hånd op af posen. Han holdt stenen op for sit ansigt med højre hånd, betragtede kortvarigt stenen og vendte så blikket mod den lilla pose, som han rystede med sin venstre hånd. Men der var ikke mere i posen. Stenen var formet som en dråbe af vand. Den var bredest og helt afrundet i bunden, men blev herefter smallere mod toppen, der var spids som et rovdyrs skarpe hjørnetand. Harald sad en stund og spekulerede over, hvor Yusuf var blevet af. Den ene tanke efter den anden forliste som et skib, og til sidst holdt Harald helt op med at at spekulere. Han begyndte at kradse i mosset med stenen, lagde sig ned på siden og ridsede nogle lange streger i barken på nåletræet. Pludselig spærrede Harald øjnene op. Han var ikke den første, der havde ridset i træet. Der stod allerede nogle uforståelige tegn, som Harald kun én gang tidligere havde set. Tegnene lignede de buede streger og prikker, der var indgraveret på Yusufs sabel. ”Hest med vinger”, stod skrevet i barken. Harald begyndte at ridse nogle velkendte runetegn i barken. ”H - A - R - A - L D”. Bogstaverne stod så fint skrevet på træstammen, at Harald med et smil og hovedet på skrå betragtede sit nye skriveværktøj. Stenen begyndte da at gløde, men uden at den blev brændende varm i hånden. Haralds mund åbnede sig gevaldigt op, undermunden dinglede og han glemte et kort øjeblik helt at trække vejret. Med sekunders mellemrum lyste stenen op i en rød og orange kulør, som lå den i gløderne på et bål. Harald kiggede ned på posen. Der var noget, der puslede, og fik det bløde silkestof til at bevæge sig. Men hør engang! Posen var da tom. Ud af posen stak først en vrikkende pegefinger. Så kom en hel hånd og herefter en arm i sin fulde længde. Så meget kunne der slet ikke have været i posen, men idet flere legemsdele pressede sig ud i lyset, udvidede posen sig blot endnu mere. En skulder stak ud. Efterfulgt af et rundt hoved med lysblondt hår. Da posen havde afsløret hele overkroppen af en mellemstor dreng, der lå med næsen nede i det grønne mos, kunne Harald endelig give udtryk for sin store nysgerrighed. ”Hvem er du?”. Drengen nede fra posen vendte sig om og viste sit ansigt, kiggede på Harald, og

svarede. ”Jeg hedder Harald. Du ligner mig!”. Drengen, der var en tro kopi af Harald, var nu fremme i fuld figur, og den lilla pose hvilede stille på jorden som før. Harald stirrede på Harald. Harald var Harald. ”Du er mig!”, sagde Harald. De to drenge stak hovederne tættere sammen. De drejede hovederne fra side til side, mens de fastholdt blikket på hinanden. ”Hmmm, mystisk”, sagde de begge. De så hinanden grundigt an. Harald kiggede på runetegnene på træet, kneb øjnene sammen og hakkede den spidse ende af stenen ind i barken. Det bare træ under barken kom til syne, da Harald lidt efter lidt fjernede de runetegn, der stavede hans navn. Til sidst var hele navnet væk. Harald hørte en susende vind fra den lilla silkepose, der igen rørte på sig. Posen rullede hen over skovbunden, sugede først grannåle og grene til sig, men begyndte så at suge så kraftigt, at Haralds dobbeltgænger væltede bagover. Inden dobbeltgængeren kunne nå at reagere, var halvdelen af kroppen opslugt af posen, og i løbet af et hurtigt bøvs var der kun én Harald tilbage. ”Pyha, hvad skete der lige her?”. Harald talte højt med sig selv. Det var utvivlsomt en magisk sten, som Yusuf havde efterladt. Harald prøvede igen. Han indridsede ordet ”Æ-B-L-E” i barken, betragtede igen den lysende sten og den lilla pose, der fremtryllede et saftigt rødt æble, som Harald satte tænderne i. Han greb sin fiskestang, rejste sig halvt op, men stoppede så op og grublede en stund. Han ridsede igen. ”F-E-M S-T-O-R-E F-I-S-K”. Harald behøvede nu ikke at tage ned til stranden for at fiske, og han lagde sig derfor ned på ryggen og lukkede øjnene. Efter en tre timer lang formiddagslur, begav Harald sig nordpå med fem store fisk. Han vandrede op langs kysten, indtil skoven holdt op. En bonde trak rundt med sin ard og pløjede de fede, sorte marker, der omkransede stormand Åges

ringborg. Her havde Åge opført en hel stad med en storgård i midten og mindst tyve langhaller, der var så rummelige, at de enten kunne huse en flok heste til en hel hær eller indeholde et vikingeskib til reparation over vinteren. Stormandens by lå beskyttet bag en rund jordvold, der var så stor i omkreds, at en hest kunne nå at løbe sig træt, hvis den skulle løbe hele vejen rundt om. Et hegn af træstammer, der pegede op mod himlen med sine tilhuggede spidse ender, stod plantet i den stærke vold. Harald hamrede så hårdt, han kunne, med sine to knyttede næver på porten. Portens egetræsplanker gav en svag, dunkende lyd fra sig. Harald pustede på sine ømme hænder. Porten knirkede og ud stak vagtens grinende ansigt. ”Hvad vil du, lille mand?”. ”Jeg kommer med enormt store fisk til stormandens gæstebud”, svarede Harald. ”Følg vejen indtil du kommer til det store bål”, kommanderede vagten, ”Du kan selv se, hvor røgen stiger op til himlen”. Harald gik med små skridt hen langs hovedgaden og spejdede ned af sidegaderne, hver gang han erede en af de lange haller. Han var stadig i tvivl, om krigerbanden havde opdaget, at det var ham, der havde sørget for, at de ikke fik fat i deres bytte. Havde de måske opdaget Yusuf, der nu lå pint og plaget i en af ringborgens mørke huse? De skumle tanker forsvandt, da Harald opdagede Frede, der stod bøjet over et bord og smilede til ham. ”Nå, så kom du alligevel”, sagde Frede, ”Nu bliver det et rigtigt festmåltid med dine friske fisk og mine lækre får”. Harald betragtede Fredes arbejde. Fem slagtede får lå tæt ved siden af hinanden på det tunge bord. Frede havde trukket skindet af de lyserøde fårekroppe og var nu i gang med at udskære kødet. Harald tænkte på grillede lammekoteletter med timian og fik vand i munden. Det store bål på pladsen knitrede, flammerne var ligeså høje som Harald selv, og snart ville en duft af grillet kød sprede forventningens glæde blandt stormandens folk. ”Åge sidder derovre i gildesalen”, Frede pegede på et stråtækt træhus, ”Du må hellere aflevere fiskene med det samme”.

Haralds hånd rystede en smule og underlæben dirrede, da han åbnede døren. Drager og slanger i kulørte farver prydede stolperne, der bar taget på gildesalen. Nogle trælkvinder listede rundt og dækkede borde med tallerkener, krus og knive. Der var dunkelt i rummet. En dame i en kort, hvid kjole rejste sig op henne i det ene hjørne. Hun tændte et vokslys med en af gløderne fra ildstedet i lokalet og forlod selskabet. ”Hvad laver du her?”, spurgte en dyb mandestemme. Stormand Åges ansigt kom til syne i vokslysets skær. ”Jeg bringer dig fisk fra havet”, fremstammede Harald. ”Smid dem hen på bænken ved døren”, svarede Åge. En trælkvinde samlede straks fiskene op og bar dem ud af lokalet. Harald blev stående et øjeblik. ”Sæt dig ned, knægt”, beordrede Åge. Harald gik tre skridt tilbage og satte sig tavst på bænken, hvor fiskene havde ligget. Åge knækkede nogle hasselnødder og morede sig med at kaste dem ind i sin mund, mens han betragtede Harald. ”Er du ikke Thorkilds søn?”, spurgte Åge. ”Jo”, svarede Harald, ”Men han er i Hedeby nu”. ”Jeg kendte din farfar, Alvard. Han var en hyggelig fyr”, sagde Åge. ”Han kløvede hjerneskallen på mange englændere”, svarede Harald med slet skjult stolthed i stemmen. ”Englændernes hoveder er bløde som ost”, grinede Åge. Hyrden Frede kom smilende ind i lokalet. Han bukkede for Åge, stillede sig over ved siden af ham, og holdt sin hånd for hans øre. Harald kunne ikke høre, hvad Frede hviskede til Åge. ”Giv ham en lammekølle med hjem til landsbyen”, sagde Åge til Frede.

Frede gik tilbage ud på gårdspladsen og vendte i løbet af få øjeblikke tilbage med lammekødet, som han kastede i skødet på Harald. Frede lukkede døren efter sig og vendte tilbage til sine slagtede får. Åge fløjtede og viftede trælkvinderne ud af lokalet. Harald var alene med stormanden. ”Harald! Der er ædle mænd i din slægt”, begyndte Åge, ”Din farfar, Alvard, tjente danske konger på togter til Verdens ende. Tiden er nu kommet, hvor du skal leve op til slægtens bedrifter. Danernes konge er truet af onde kræfter fra fjerne lande på den anden side af det store hav. En mørk og væmmelig kriger, vikingemorderen, befinder sig i landet. Han besidder uendeligt magiske evner og har med sin skarpe sabel allerede kappet hovederne af mange indbyggere i landet. Hvis ikke han bliver stoppet, vil Danmark blive oversvømmet af blod. Og så kan du godt sige farvel for evigt til din familie”. ”Det kan da ikke e”, tænkte Harald. Han kunne ikke forestille sig Yusuf rende rundt og snitte halsen over på kvinder og børn. Og hvorfor lå Harald ikke nede på stranden med sit hoved adskilt fra kroppen, hvis Yusuf var så blodtørstig? Men hvad nu, hvis stormand Åge havde ret, og Harald gjorde sig medskyldig i et landsdækkende blodbad ved at benægte sit kendskab til Yusuf? Harald kunne bringe sin slægts evige lykke i fare. ”Har du set ham?”, spurgte Åge mere højrøstet, og lænede sig for første gang hen imod Harald. ”Jeg troede…”, Harald stoppede op og begyndte forfra, ”Jeg så ham i Klinteskoven i går, men her til morgen var han væk igen. Jeg ved ikke, hvor han tog hen”. Døren blev revet op og en forpustet mand farede ind i rummet. Han lænede sig forover, foldede hænderne mellem sine lår og kiggede grundigt på Harald. Harald fik brækfornemmelse over den grimme ånde, der ramte ham i ansigtet. Harald lagde straks mærke til de rådne tænder og de lange fletninger. Det var krigeren fra i går. Der var noget uhyggeligt over ham. Harald blev bange og fik kuldegysninger, når manden stirrede på ham. Og når manden på sin frembrusende, klodsede facon gik hen til Harald, virkede det som om, at manden havde lyst til at rive Harald i ansigtet med sine skarpe negle. Manden hed Finulv og var egentlig en rigtig troldmand, der havde sejlet rundt på Finmarkens søer, men han havde senere skiftet fag og var blevet kriger. Han

rejste nu rundt blandt landets stormænd som lejesvend og var særligt kendt for sine præcise stik med en kniv, som han kunne trylle frem i hånden ved at rotere med sit håndled. ”Det er knægten fra i går”, sagde Finulv og drejede hovedet over mod Åge, ”Han er vores mest friske spor til den fremmede troldmandskriger”. ”Harald har sidst set ham nede i Klinteskoven”, forklarede Åge, ”Harald, tag Finulv med ned i skoven og vis ham det sted, hvor du så den fremmede gemme sig”. ”Æh! Lad knægten rende rundt at lege en stund”, sagde Finulv, ”Jeg skal først fremstille en frisk dosis tryllepulver, der kan forsvare lille Harald mod den fremmede troldmand”. ”Jeg tror ikke, at Yus…”, Harald tav og kiggede på Finulv, ”…at den fremmede vil gøre mig ondt”. ”Vær ikke dum”, for første gang skælvede Åges dybe stemme en smule, ”Hvis ikke vi havde Finulv og hans sjældne urter fra Finmarken, ville alles liv og lykke være i stor fare. Finulv har med sine egne øjne set, hvordan den fremmede kriger er en mester i fæl trolddomskunst”. Harald gik ned ad ringborgens hovedgade. En flok krigere, der kunne tælles på to hænder, stod og svingede deres sværd i store cirkler, først med sværdet i den ene hånd, og så i den anden. Harald lagde sin bylt og lammekølle på jorden, og satte sig ned i skrædderstilling for at betragte krigerne. ”Hvis fjenden hugger din højre hånd af, kan du kæmpe videre med sværdet i din venstre”, en af krigerne henvendte sig til Harald og forklarede ham, hvorfor de svingede sådan med sværdene. Harald var så forbløffet over at blive talt til af en voksen kriger, at han slet ikke nåede at blive skræmt ved tanken om afhuggede hænder. Krigeren havde ikke noget hår på hovedet, næsen var skæv, og han manglede en fortand i overmunden. Hans muskler var så tydelige, at det så ud, som om hans overkrop var ved at eksplodere. Han tog fat om skaftet på sit sværd med begge hænder. De andre krigere kiggede på ham og betragtede nøje, hvordan han først huggede sværdet ned i jorden, lod sværdet hvile på jorden, drejede rundt om sig selv, og med fornyet kraft gik fremad, mens han lynhurtigt svingede sværdet

opad, så sværdet til sidst pegede stille og roligt op i luften. ”Sådan kan I også snitte fjenden i stykker. Øvelse gør mester”, sagde krigeren til de andre og stak sit sværd ned i jorden. Han gik hen forbi Harald, mens de andre begyndte at træne den nye teknik med sværdet. ”Øh, du…”, fremstammede Harald og kiggede op på den skaldede kriger. ”Jeg hedder Vladimir”, sagde manden og stoppede op. ”Valdemar?”, spurgte Harald. ”Du kan bare kalde mig Vlad”, lo manden, ”Jeg er abodrit. Jeg kommer ovre Øst fra. Hvem er du min ven?”. ”Jeg er Harald Thorkildsøn”, svarede Harald. ”Vil du lære mig at bruge våben?”, spurgte Harald, ”Sværd, økser og det hele?”. Vladimir smilede uden at besvare spørgsmålet, men trak alligevel Harald til side. ”Inden du kan håndtere skarpe våben, skal du både kunne kontrollere dine kropsbevægelser og det, der foregår inde i dit hoved”, begyndte Vlad, ”Du skal træne styrke i hele din krop, både arme og ben, så du hurtigt kan omsætte dine tanker til handling. Ligesom ræven, der konstant skifter retning, når den jager en mus, der løber i zig-zag over marken. Du må ikke blive gal eller ked af det, når du strides med en modstander, men altid trække vejret roligt gennem næsen og helt ned i maven. Ligesom katten, der smiler, mens den tålmodigt leger med sit bytte”. Inden længe var Harald i fuld gang med den ene træningsøvelse efter den anden. Han skulle hænge i begge arme fra en gren og først slippe, når han i tankerne med lukkede øjne havde trukket tyve fisk op af vandet. Han skulle forsøge at undvige og spænde ben for Vlad, når Vlad blev til en fnysende tyr, der kom buldrende for at vælte sit offer. Han skulle stå med ret ryg og bevare et roligt åndedræt, når Vlad kom snigende bagfra, pludseligt brølede som en sur bjørn og bed Harald i benet. ”Du skal have kraft i både tanke og handling”, sagde Vlad, ”Hold tankerne rene og giv plads til modet, der sætter dig fri og gør dig handlekraftig. Modet

forkorter vejen fra tanke til handling”. ”Nogen gange er det som om, jeg hænger fast i mine tanker. Så kommer jeg ingen vegne”, grublede Harald. ”Kom til stormand Åges brydestævne i morgen”, sagde Vlad, ”Alle øens stærke drenge møder op for at kæmpe om sølvmønten i drengemesterskaberne i glima. God gammeldags brydning for vikinger”. Harald bed nervøst tænderne sammen. ”Du kan sagtens, hvis du giver plads til modet. Husk på øvelsen, hvor du med en enkelt hurtig finte væltede en gal tyr, så hele dens egen kraft blev styret ned i gruset”, sagde Vlad og lagde en hånd på Haralds skulder. ”Haraldknægt!”, Finulvs hæse stemme skar igennem luften, ”Vi skal af sted, så vi kan fange den ækle troldmandskriger”. ”Der er vist ikke nogen mere ækel troldmand end dig selv”, sagde Vlad med et skævt smil, ”Har du ellers fået fanget nogle frøer i mosen her på det sidste, Finulv?”. Harald kiggede på Vlad. ”Han spiser dem rå”, forklarede Vlad. ”Føj for den klamme rotte”, sagde Harald og spyttede på jorden. Finulv tog et fast greb om Haralds overarm og trak ham væk. Harald nåede kun lige at sige farvel til Vlad, inden han greb sin lammekølle og sin bylt og fulgte med Finulv. ”Har du spændende ting i bylten?”, spurgte Finulv. Han ventede ikke noget svar, men skråede over for at se nærmere efter. Harald kom til at tænke på den magiske sten, han havde gemt i bylten, og trak den væk fra det snagende blik. Harald kunne ikke lide tanken om Finulv, der sad og ridsede alverdens ord ind i barken på et træ. Heldigvis vidste stormand Åge, Finulv og de andre krigere intet om stenen. De var kun interesserede i at fange Yusuf, og han var forsvundet som uglen i mosen.

”Jeg bærer på orme, fiskekroge og et gammelt brød”, svarede Harald. Da de to var kommet til udkanten af Klinteskoven, tog Finulv fat om nakken på Harald og trykkede ham ind i skoven. ”Vis mig, hvor du så ham!”, kommanderede Finulv. ”Hvorfor finder du ikke selv stedet? Du kan vel bare bruge din troldmandskunst?”, Harald drejede hovedet tilbage, kiggede mistroisk på Finulv og verfede panisk de kolde fingre væk fra sin nakke. Finulv rystede håndleddet og fremtryllede en kniv, som han svingede op mod Haralds ansigt, så den strejfede og snittede hans næsetip. ”Fremad, march!”, snerrede Finulv med sammenbidte tænder. Harald vandrede ind i skoven. Han kunne mærke halsen blive tør som brændende varmt sand og svedperlerne løbe ned over ansigtet. Harald ønskede ikke at afsløre Yusufs skjulested, men de kom nærmere og nærmere den kølige nåleskov. Hvad ville der ske, når Finulv opdagede skjulestedet? Harald lukkede munden, tog et par dybe åndedrag gennem næsen og mærkede, hvordan den urolige mave faldt til ro. Han overvejede situationen og tænkte, at Finulv under ingen omstændigheder måtte se skjulestedet. Fiskebenene fra Yusufs måltid ville afsløre, at Harald havde hjulpet den fremmede vikingemorder. Herefter ville det være let for Finulv at overbevise stormand Åge om, at den lille forræder skulle begraves levende. Harald rettede ryggen og vendte sig om, så han stod ansigt til ansigt med Finulv. ”Vil du snittes lidt mere i ansigtet med min skarpe kniv?”, truede Finulv. ”Vis mig, hvordan dit tryllepulver virker”, sagde Harald, ”Jeg vil vide, hvordan vi bruger det mod den farlige fremmede”. Finulv kastede et grundigt blik på Harald og trak et horn, der lignede hjørnetanden på et vildsvin, frem fra sit bælte. Han satte sig på hug, placerede den spidse ende af hornet mellem tænderne, og pustede kraftigt. Et grå-hvidt pulver blæste ud af hornet og landede i Haralds ansigt. Det så ud, som om han havde mel i hele hovedet. Harald blev med ét svimmel. Hans knæ blev bløde, overkroppen roterede, armene flagrede og han begyndte at trampe rundt i skovbunden, som havde han drukket en tønde mjød. Mågerne ved stranden sang

et skjaldekvad, og spurvene i skoven spillede den samme melodi på fløjte. ”Hæ Hæ Hæ!”, gnækkede Finulv. Haralds øjenlåg blev tungere. Træerne svajede, selvom ingen vind rørte sig. Bladene hviskede til hinanden. Finulvs fletninger forvandlede sig til slanger, der snoede sig rundt om kroppen, og orme vrimlede i hans tandkød. Slangerne fik øje på Harald. De strakte sig stift op i luften, blottede deres sylespidse gifttænder og skreg hysterisk, så det hvinede i Haralds ører. Harald væltede et skridt tilbage, spændte alle sine muskler i kroppen, så godt han kunne i sin omtågede tilstand og begyndte at svinge lammekøllen, som han stadig holdt i sin ene hånd. Lammekøllen landede hårdt og præcist i skridtet på Finulv, der hylede som en baby. Finulv stak sine hænder ned under bæltestedet for at mærke efter, om alt var på plads, men fik overbalance og faldt ned på skovbunden med hovedet i nogle grene. Harald startede med at løbe direkte ind i et træ, stadig omtumlet af Finulvs tryllepulver, men efter yderligere et par styrt, lykkedes det ham at komme ud af skoven. Han holdt stædigt fast i bylten og lammekøllen, og var til sidst overbevist om, at Finulv ikke havde optaget forfølgelsen. Inde i skoven genlød et ekko af et hæst skrigeri. ”DU SLIPPER IKKE GODT FRA AT ANGRIBE FINMARKENS SKRÆK. JEG VIL OFRE DIG I MOSEN. DU SKAL SOVE TIL EVIG TID, OG JEG SKAL HERSKE OVER HELE VERDEN”. Harald havde gået turen fra Klinteskoven og hjem til landsbyen hundredevis af gange, men nu strejfede han forvirret rundt og var stadig påvirket af tryllepulveret. Han stod med fødderne i en rislende bæk og spekulerede over, hvor mågerne sov om natten, og hvorfor fisk elsker orme. Han kom ikke frem til noget svar, men mærkede i stedet det iskolde vand om sine fødder. Lidt efter lidt klarede tankerne op og han forsøgte at finde hoved og hale i dagens begivenheder. Harald troede ikke på, at Yusuf på nuværende tidspunkt farede land og rige rundt og hakkede folket til plukfisk med sin magiske sabel. Det lignede ikke stormanden at frygte en enkelt fremmed kriger, men Åge havde tydeligvis virket skrækslagen overfor Finulvs snak om trolddom og ond magi. Og hvilken rolle havde hyrden Frede spillet? Hvad var det, han havde hvisket til Åge, som Harald ikke måtte høre? Havde Frede måske opdaget, at Harald havde hjulpet og skjult Yusuf? Og hvorfor havde Frede i så fald sladret til Åge? Harald måtte ved

morgendagens idrætsstævne forsøge at forklare stormand Åge, at freden nok herskede over hele riget. Frede kunne forklare Åge, at den fremmede kriger ikke var farlig. Når Yusuf ikke engang havde udryddet en simpel fårehyrde og en mindre vikingedreng, så ville Åge ikke længere kunne tro på al Finulvs snak om vikingemorderens trolddomskunst. Landsbyen kom til syne og Harald løb frisk ned ad bakken. ”Jeg har sikret et festmåltid”, triumferede Harald, mens han holdt lammekøllen over hovedet. ”Næh, hvor dejligt”, svarede Asfrid og aede Harald på kinden, ”Læg den ind i gløderne i morbror Eriks smedje”. Harald plukkede en håndfuld mynteblade til stegen, som han smurte ind i ler, så den kunne holde på kødsaften. ”Vi skal have lammesteg”, råbte Harald, så Erik kunne høre det for sine tunge hammerslag på ambolten. Erik Smed lod hammeren hvile. ”Hvor har du den fra?”, spurgte han. ”Fra et af Fredes nyslagtede får”, svarede Harald, ”Det er en gave fra stormanden”. ”Hvilken tjeneste har du gjort ham?”, spurgte Erik. Lammekøllen røg ind i gløderne. Harald fortalte historien om Yusuf, den forfølgende krigerbande, troldmanden Finulv, Frede og Åge, men nævnte ikke den magiske sten. ”Tag dig i agt for Frede”, formanede Erik, ”Han skjuler altid noget bag det brede smil. Han har rygrad som en regnorm og fedter for de magtfulde”. ”Hvad laver Harald her, far?”, spurgte Ubbe, der stod lidt udenfor smedjen. ”Din fætter har skaffet kød på bordet”, svarede Erik, ”Vis din tak!”.

Ubbe vidste ikke, hvad han skulle sige, men kiggede blot forundret og forvirret på Harald. Harald gik ud af smedjen og stoppede op ved siden af Ubbe. Han gav ham et kram, et par klap på skulderen og ilede hjemad. Asfrid var ved at putte Alvin og Berle i en bunke hø udenfor huset, og Harald sneg sig ubemærket indenfor. Han åbnede Asfrids smykkeskrin, fiskede en rusten nøgle frem og låste kisten med familiens værdier op. Haralds hemmelighed, den magiske sten, skulle gemmes godt af vejen. Han fandt den lilla pose med stenen frem fra sin bylt og gemte den under nogle hvide klæder i kisten. Han stoppede op, bed sig selv i tommelfingeren og fik en pludselig indskydelse. Han tog stenen frem og begyndte at ridse nogle runetegn under kistelåget. Harald hørte sin mors skridt uden for døren, han ridsede hurtigt de sidste tegn og smækkede kisten i med så højt et brag, at Alvin og Berle begyndte at klynke udenfor. Asfrid kom indenfor og viftede med fingeren overfor Harald. ”Jeg ville lige gemme mine fiskekroge, så de ikke bliver snuppet af tyveknægte”, løj Harald. ”Hm, du ved godt, at det kun er mig, der må åbne den kiste”, sagde Asfrid, ”Ikke engang din far har adgang”. Det må have været lammekøllen, der gjorde, at Harald ikke fik skældud. Efter at aftensmaden havde lagt sig godt i maven, begyndte Harald at træne de øvelser, som Vlad havde vist ham tidligere på dagen. Han ville jo ikke være helt til grin overfor de andre drenge til det store brydestævne næste dag hos stormand Åge. Samme aften faldt Harald i søvn foran det store bål. Den halvt sovende dreng hang om halsen på Asfrid, mens hun trak ham hen over gårdspladsen og hjem i seng.

Kapitel 3 – Det underlige dyr

”Kan jeg få en ekstra skål morgengrød?”, spurgte Harald sin mor, ”Jeg skal samle kræfter til dagens brydestævne hos stormand Åge”. ”Hm, man kan godt se, hvem din far er. Så meget du render land og rige rundt. Du er jo aldrig hjemme”, svarede Asfrid og skrabede den sidste grød ud af gryden. Harald smovsede den sidste portion grød i sig og gik ud til det store egetræ i midten af landsbyen. Han hoppede op og greb fat i en stærk gren, som han hang og dinglede ned fra. Han lukkede øjnene og begyndte i sine tanker at hive fisk op af vandet. Pludselig landede en knytnæve direkte i mellemgulvet på Harald, så han mistede grebet og faldt ned på halebenet. ”Ubbe. Selvfølgelig. Hvem ellers?”, knurrede Harald. ”Hvorfor hænger du der?”, spurgte Ubbe. ”Jeg træner til Ø-mesterskaberne i brydning”, svarede Harald, ”Du kan tage med og kigge på”. ”Brydning er da kun for stærke drenge. Ikke for små egern”, konstaterede Ubbe, ”Og i øvrigt skal jeg selv deltage i dag. Sølvmønten ligger allerede i min lomme”. ”Det vil vise sig”, sagde Harald, ”Det kan være, at du bliver bidt af et vredt egern”. Haralds mor kom ud af huset med en spand køkkenaffald. Hun skråede over gårdspladsen og gik ned mod møddingen for at skille sig af med indholdet. Harald havde ventet på, at han igen kunne være alene inde i huset. Han spurtede indenfor og åbnede kisten. Hans runetegn stod stadig indridsede under låget. Et levende væsen rumsterede nede i kisten. Harald gloede forundret på et underligt dyr, der udstødte en ukendt lyd, der var en blanding af små grynt, støn og vræl. Han tog det levende væsen og pakkede det ind i et hvidt lagen, som han snørede sammen i enderne, så det fungerede som en sæk. Den lilla pose med stenen lå

stadig gemt nederst i kisten. Harald var på den ene side fascineret af stenens magiske kraft, men på den anden side var han bange for, hvad andre ville gøre for at få fat i den. Du kunne fremtrylle alt det i hele verden, som dit hjerte begærede, uden at løfte en finger. Jordens folkeslag sejlede over vilde vover og vandrede gennem dybe skove for at plyndre hinanden for guld, sølv og ædelstene. Hvad kunne folk ikke finde på at gøre ved hinanden, hvis stenens magiske kræfter blev kendt i alle verdenshjørner? Indtil videre lå stenen dog gemt i kisten som Haralds hemmelighed. Harald ønskede først og fremmest at opklare mysteriet om Yusuf. Han måtte tale med Åge, og dette kunne ende ske ved stormandens eget brydestævne. Han gjorde sig klar og forlod landsbyen. Vinden havde taget til. Støvregnen faldt ind i ansigtet. Harald nærmede sig Fredes hytte på de grønne enge, hvor hyrde og får havde søgt tilflugt. Han flåede døren op og kiggede på Frede, der var ved at klippe nogle uldtotter af et får. ”Harald?”, sagde Frede overrasket. ”Det var dig, der så mig hjælpe Yusuf!”, Harald gik lige til sagen. ”Hvem er Yusuf?”, spurgte Frede. ”Den mørke kriger!”, svarede Harald, ” Jeg så, hvordan du hviskede stormand Åge i øret. Du sladrede, din kujon”. ”Vent lige et øjeblik”, Frede kunne ikke følge med, ”To af Åges krigere, Frøbjørn og Halgrim, kom forbi min hytte. Åge havde udlovet en belønning til den mand, som kunne afsløre, hvor vikingemorderen befandt sig”. ”Og så bragte du mig i fedtefadet, fordi du var ude efter nogle usle penge?”, sagde Harald og rystede på hovedet med lukkede øjne. ”Jeg troede ikke, at du ville få problemer,” forklarede Frede og pegede på Harald, ”Jeg troede, du også var ude efter belønningen, og lille Harald Thorkildsøn skulle i hvert fald ikke få fingrene i den. Din far tjener i forvejen rigeligt med penge i Hedeby”. ”Åge har pudset en gal køter på mig. Finulv kan ikke vente med at stikke mig ned med sin lede kniv”, jamrede Harald. ”Jeg vil ikke blande mig i andres ting og sager”, sagde Frede og kiggede ned i

jorden. ”Du bliver nødt til at hjælpe mig. Fortæl stormand Åge, at Yusuf flygtede ud af skoven og sejlede væk på en tømmerflåde”, sagde Harald. ”Er du gal? Lyve overfor stormanden. Hvad får jeg ud af det? Desuden har jeg ikke fået en klink i belønning. Jeg burde i stedet finde ud af, hvor den fremmede er taget hen. Så kan Åge få fanget sit bytte og min pung vil rasle med mønter”, sagde Frede. ”Jeg håber, at lynet slår ned i din hytte”, sagde Harald og styrtede ud af døren. Nu kunne Harald bedre forstå, hvorfor Frede havde foreslået ham at levere fisk til Åges ædegilde. Harald skulle lokkes til ringborgen, så stormanden kunne udspørge ham om Yusuf. Frede havde ikke vidst, hvor Yusuf var henne, men griske Frede havde alligevel forventet en belønning for at have fundet frem til den, der kendte til Yusufs tilholdssted. Men Harald havde ikke sladret om Yusuf, og Frede havde ikke fået sin belønning. Harald var stadig nødt til at overbevise Åge om, at Yusuf var over alle bjerge. Det var svært at påvirke Åge, men Harald havde set, hvordan Finulv med sin snak om trolddom og magi kunne jage en skræk i livet på den ellers hærdede viking. Hvis Harald ellers kunne overgå Finulvs trolddomskunst, ville han måske selv få stormanden i sin hule hånd. Harald hilste på vagten, da han gik ind gennem porten til ringborgen. Han tjekkede, at ingen kiggede på ham, hvorefter han tog den sammensnørede hvide sæk med det levende væsen i, og gemte den i en gammel høstak. Han gik hen til brydestævnet, hvor det allerede vrimlede med mindst hundrede af øens drenge, der havde trampet så meget rundt i regnvejret, at pladsen i midten var mudret til. Drengenes familier stod opstillet ved boder, der var markeret med faner og flag, der fremviste slægtens farver og figurer. Fædrene kiggede hinanden an, pralede med deres egne bedrifter og trænede brydegreb med deres sønner. Harald kom til at tænke på sin egen far, Thorkild, der aldrig talte om sig selv. ”HARALD, Kom herover. Du hører til her”, råbte morbror Erik. Fætter Ubbe stod og lænede sig op ad en stolpe, mens han gnavede i en pind, han havde fundet på jorden. En hammer og ambolt prydede det sort-hvide flag, der blafrede i vinden for Erik og Ubbes slægt. Når Thorkild manglede, måtte Harald stille sig hen til sin mors slægt. ”Stormand Åge starter snart turneringen. Inden hver kamp vælger han, hvilke to

drenge, der skal kæmpe mod hinanden. Her skal du holde din knytnæve op i luften for at vise, at du er klar”, forklarede Erik. Tre kraftige mænd blæste i lange, gyldne horn. Folkene på pladsen tav. Stormanden og hans krigere, der var fuldt udrustede til krig med hjelme, sværd, økser og skjolde, indtog scenen. Åge satte sig på en trone af massivt egetræ, der var så tung, at 10 voksne mænd havde måttet bære den frem. En mand med rødt skæg ned til navlen og en spids, grøn hue over hovedet begyndte at spille en lystig melodi på sin fløjte. Åges mundvige vendte nedad. Han kiggede surt ned fra sin trone, greb fløjten og knækkede den midtover. ”Mine folk, vi er samlet her i dag for at kåre øens stærkeste dreng. Men først skal I kende til en sag, der kan koste jer alle livet”, Åge havde rejst sig op, ”En mørk kriger med krum sabel og evner indenfor farlig magi har faret hærgende rundt på vores ø. Denne bøddel, kaldet vikingemorderen, har jaget en skræk i livet på børn og kvinder i hele riget. Mine krigere har for en stund jaget denne usling bort, men tag jer i agt og kom straks til mig, hvis han igen dukker op med sin skarpe sabel”. De lange horn truttede igen på pladsen. Forestillingen om den grumme vikingemorder forplantede sig i ansigterne på øens folk, der kiggede rædselsslagne på hinanden. ”Lad dagens dyster begynde”, råbte Vlad, der som dommer stillede sig ud på midten af kamppladsen. Åge satte sig ned, og alle drengene strakte knytnæven i vejret. Stormandens blik cirklede afsøgende rundt mellem kæmperne. Hans pegefinger fulgte med og standsede ved en enorm dreng, der hed Gorm, fra den nordlige del af øen. Han havde allerede fået et overskæg og var så stor, at han lignede en voksen mand. Nogle mennesker havde en mørk aften forvekslet ham med en vildfaren bjørn. Åge søgte videre efter Gorms modstander. Stormandens pegefinger nærmede sig Harald, der lukkede øjnene. ”Gorm Bjørn mod Harald Egern”, råbte en mand i mængden. Tilskuerne begyndte at grine. Harald åbnede øjnene og opdagede Åges pegefinger, der pegede direkte mod ham. Åge kiggede Harald ind i øjnene, rystede opgivende på hovedet og slog sin knytnæve ind i sin håndflade. Det var svært at se, om han var sur eller skuffet, men Åge var under alle omstændigheder

ikke tilfreds med Harald. Harald tøvede et øjeblik, men mærkede så et skub i ryggen fra fætter Ubbe. Vlad holdt sin ene hånd på maven og fik øjenkontakt med Harald. Denne hentydning mindede Harald om at trække vejret roligt og foke på opgaven. Han traskede gennem pløret og stillede sig foran sin modstander, der var mindst et hoved højere end ham selv. ”Bedst ud af tre”, bekendtgjorde Vlad, ”Den bryder, der lander på jorden flest gange ud af tre mulige, taber kampen. Taberen er ude af turneringen og vinderen er et skridt nærmere den skinnende sølvmønt”. Harald stirrede intenst på Gorm. Gorm klukkede med sin dybe stemme. Vlad svingede sin arm nedad og satte kampen i gang med et brøl. Gorm for frem mod Harald, men den store drengs fødder hang fast i mudderet, hver gang han tog et skridt. Harald drejede rundt om sig selv, undgik med nød og næppe Gorms tunge angreb og stod pludseligt bag ryggen på ham. Inden Gorm nåede at vende sig om, pressede Harald hele sin vægt ned mod Gorms ben. Gorm gik ned i knæ og Harald skubbede ham i ryggen. Den store krop styrtede pladask ned i mudderet. ”Harald 1. Gorm 0”, råbte Vlad. Gorm rejste sig op og gik tilbage ind mod midten. Idet han erede Harald, sendte han en spytklat lige ind i ansigtet på ham. Gorm begyndte igen at grine. Harald tørrede spytklatten af sit ildrøde ansigt. Da Vlad satte kampen i gang igen, for en fnysende Harald hen imod den kraftige modstander, der blot strakte sin arm ud i luften. Harald løb panden direkte ind i Gorms strakte arm, benene forsvandt under ham, og han landede på ryggen. ”Harald 1. Gorm 1”, råbte Vlad. Da tredje runde var gået i gang, tog Gorm fat i en hårtot på Harald og rev til. Harald begyndte igen at koge indeni og for frem. Denne gang tog Gorm fat i armene på Harald, løftede ham op og smed ham over i en vandpyt. ”Harald 1. Gorm 2”, råbte Vlad. ”Hvad skete der her?”, Harald kiggede mistroisk op på Vlad. ”Du tabte en brydekamp”, svarede Vlad med et smil, ”Du lod ham styre dine tanker. Du blev hidsig og sloges med ham, som om han var en irriterende flue. Men drengen er ikke noget lille insekt. Han er en fnysende tyr”.

Smurt ind i pløre og mudder rejste Harald sig op. Gorm Bjørn strakte armene i vejret. ”Mine folk”, råbte stormand Åge og pegede på Harald, ”Denne dreng er dum som et får. En af mine krigere afslørede i går, at drengen har hjulpet vikingemorderen. Som et lille lam, der farer vild fra sin flok, finder et par geder og pludseligt tror, at det er et lille gedekid, har Harald først holdt den fremmede fjende skjult og senere hjulpet ham med at slippe væk. Drengen er fra Alvards fine slægt, men han har handlet som en ussel, udenlandsk spion. Da drengen er en idiot, skal han ikke dø. Men jeg befaler, at I aldrig mere må omgås Harald Thorkildsøn. Tal ikke til ham og behandl ham, som om han ikke eksisterede”. Det løb koldt ned ad ryggen på Harald. Han kiggede på en intetanende Vlad, der slog ud med armene. Folk begyndte at råbe skældsord efter Harald. Et par drenge kastede mudder efter ham, så han til sidst måtte flygte om bag et af langhusene. Her satte han sig med ryggen op ad husets ydervæg og begyndte at spekulere. Et kendt ansigt drejede rundt om hjørnet. Det var en smilende Finulv. ”Fem store fisk”, sagde troldmanden fra Finmarken, ”Jeg fandt dit lille skjulested i Klinteskoven, hvor du havde ridset i træet. Du har vist noget i en lilla pose, der tilhører mig”. ”Aha, det er stenen, du er ude efter. Hvorfor skulle jeg give dig den?”, spurgte Harald. ”He he, jeg har allerede én gang snøret Åge, det gamle fjols. Jeg fortalte ham, hvordan du hjalp den fremmede med at flygte fra mig, da vi var sammen på skovtur i går. Hvis du giver mig stenen, kan jeg snildt få brygget en ny løgnehistorie sammen, der gør Åge blid som et lam. Inden længe vil hele øen vide, hvor god og tapper, du var, da du senere hjalp mig med at dræbe den fæle vikingemorder”. ”Så alt var bare en stor løgn”, sagde Harald, ”Du skræmte Åge fra vid og sans. Du bildte ham ind, at der var en gal vikingemorder løs, så han ville sende sine krigere ud for at fange Yusuf. Så kunne du stjæle den magiske sten”. ”Stjæle?”, skreg Finulv hidsigt og holdt Harald for munden, ”Det er min sten! Jeg røvede den på ærlig vis hos en åndemaner på Grønland. Stenen er udhugget af det grønlandske fjeld for mange århundreder siden. Mine krigsfæller forrådte mig på vej hjem fra det kolde Nord. De stjal stenen og smed mig i vandet ud for

Islands kyst. Kold og klam måtte jeg overleve på tang og skaldyr på den skaldede ø, indtil jeg kunne rigge sejl på en båd og nå tilbage til den norske kyst. Men mine tidligere krigsfæller var taget videre. De var taget på et togt, der havde bragt dem til de varmere himmelstrøg, nemlig til Miklagård, hvor de gik i tjeneste hos den mægtige kejser. Forslåede og nedtrykte havde jeg fundet dem på en handelsplads ved en af de store floder i Øst. De havde fået prygl i et blodigt slag mod araberne, der havde taget stenen som krigsbytte. På vandring gennem tørre, varme ørkener havde jeg hørt meldingerne om den utrolige krigsherre. Om Yusuf, der red på en ildspyende drage og ledte en tusindtallig hær af bevæbnede behårede dyr, der lignede mennesker. Stenen må gøre folk skøre i knolden. Efter års søgen fandt jeg nemlig Yusuf, der havde gemt sig højt oppe i de røde bjerge. Han sad mutters alene med nogle skriftruller. Jeg slog ham i hovedet med et klippestykke og stenen var igen min. Men han opsporede mig i Hedeby, da jeg endelig var parat til at fuldføre min snedige plan. Resten af historien kender du, men nu kan du forstå, hvor meget jeg er gået igennem for at få min sten tilbage”. ”Hvad er det for en plan, du har?”, spurgte Harald mistroisk. ”Med stenen i hånden kan jeg skabe mig en hær så frygtelig stærk, at de vikinger, der har pint og plaget mig gennem alle årene, vil kaste sig ydmygt for mine fødder”, Finulv vendte det hvide ud af øjnene og begyndte at savle henrykt, ”Du kan blive min prins, Harald. Giv mig stenen. Så udsletter vi den danske konge og hele hans slægt. Kong Finulv og prins Harald. Du bliver den mægtigste dreng i hele Verden. Hvor er stenen?”. ”Jeg vil hellere æde mødding end at være din prins”, sagde Harald. Harald rejste sig op, men Finulv stødte sit knæ ind i hans mave. Harald sank sammen og gispede efter vejret. Finulv knyttede sine næver, men i samme øjeblik drejede Erik Smed om hjørnet og greb fat i nakken på Finulv. ”Hvad laver du, din nidding?”, spurgte Erik vredt. ”Det er den lille forræder”, svarede Finulv, ”Han fortjener tæsk”. ”Hvis du så meget som lægger en hånd på drengen, river jeg fletningerne af dig”, truede Erik. ”Pas på, jeg ikke forvandler dig til en haletudse”, sagde Finulv.

”Dine tricks skræmmer ikke mig”, sagde Erik. Både Finulv og Erik pustede sig op, mens de stod ansigt til ansigt og skar tænder ad hinanden. Harald benyttede lejligheden til at flygte, men Finulv optog hurtigt forfølgelsen. Harald spurtede rundt mellem gårdene og husene i ringborgen med Finulv i hælene. ”Jeg fortæller stormand Åge om dine planer”, råbte Harald. ”Han vil ikke tro på sådan en lille myre som dig”, stønnede Finulv, der halsede efter. Harald løb ud af ringborgens port, men stoppede så op og gemte sig med ryggen presset op ad jordvolden. Da Finulv kom farende ud samme sted, strakte Harald benet ud og spændte ben for Finulv, der snublede og faldt. Harald løb tilbage ind i ringborgen forbi en forundret portvagt og hen til den gamle høstak. Her greb han sin sammensnørede hvide sæk, som han havde gemt, da han ankom til ringborgen. Det levende væsen gryntede og vrælede stadig nede i sækken. ”Jeg har beviser for, at jeg er uskyldigt dømt”, råbte Harald, da han var nået tilbage til pladsen, hvor endnu en brydekamp netop var slut. Folkene kiggede på stormanden for at aflæse hans reaktion. ”Hjælp!”, skreg Finulv, der ankom forpustet til stedet, ”Den lille forræder har lige prøvet at slå mig ihjel. Vi må begrave ham levende”. ”Skulle en lille splejs, som er opkaldt efter et egern, forsøge at dræbe en af stormandens krigere?”, råbte Vlad, der blandede sig. Folkene kiggede igen på stormanden. Hans blik flakkede frem og tilbage mellem Finulv og Harald. ”Skal jeg vikle et reb rundt om knægten”, spurgte Finulv, der gik over til Harald og holdt ham fast i ørerne. ”Lad drengen fremføre sin sag”, svarede Åge tørt, ”Men få det overstået hurtigt!”. Alle folk på pladsen stirrede nysgerrigt på Harald, der rev sig fri af Finulv. Han

løftede den hvide sæk i vejret. ”I denne hvide sæk holder jeg beviset på, at troldmanden, Finulv, har bedraget stormanden og hans folk”, proklamerede Harald, ”Det er Finulv, der er den rigtige vikingemorder. Han har planer om at myrde stormand Åge og danernes konge, så han selv kan blive alle tiders store vikingehøvding. Alt hvad han behøver er et hemmeligt magisk våben, som tilhørte den mørke kriger med den krumme sabel. Jeg så det med mine egne øjne. Det var sort trolddomskunst. Finulv vristede det magiske våben fra den fremmede kriger og forvandlede ham til et underligt dyr. Men jeg snuppede det magiske våben for næsen af Finulv, så han ikke kunne bruge det til at blive danernes nye konge. I den hvide sæk holder jeg det underlige dyr, som engang var den fremmede kriger”. ”I skal ikke lytte til møgknægten”, råbte Finulv. ”Harald! Vis os, hvad du har i sækken!”, sagde Åge. Harald snørede sækken op og ud sprang et underligt dyr, som ingen før havde set. Det havde et grøn, slimet øgleansigt, en lyserød grisetryne og brune ører, der var på størrelse med små mønter. Kroppen var dækket af en ru, sort pels, den lyserøde hale var krøllet og nogle skarpe kløer stak ud for enden af nogle alt for korte ben. Inden Harald i går havde lukket kisten derhjemme, havde han taget den magiske sten og indridset navnet på det mest underlige dyr, nemlig et rotteøgle-svin. Rotteøglesvinet for forvildet rundt mellem de mange folk og peb af rædsel, inden det lynede hen over pladsen og forsvandt fra forsamlingen. ”Føj! Det er ligeså grimt som troldmanden selv”, råbte fætter Ubbe. ”Sådan en vanskabning kan kun være en troldmands værk”, råbte Erik, ”Lad drengen få sin ære og værdighed tilbage”. Stemmerne summede på pladsen. Folk diskuterede på livet løs og stemningen vendte sig nu mod Finulv. Vikingekrigerne samledes omkring stormanden og gav deres råd. ”Finulv er en gal mand, du skal e på. Se fråden om hans mund og de stikkende øjne,” sagde Vlad og pegede på Finulv. ”Han er en skummel hidsigprop”, sagde en anden.

”Han er et råddent æble fuldt af orme. Ingen af os krigere stoler på ham”, tilføjede en tredje. Åge skulede over mod Finulv, der bakkede et par skridt tilbage, mens han desperat kiggede sig selv over skulderen. ”Troldmand”, sagde Åge, ”Jeg er træt af dine utrolige løgnehistorier, der kun giver mig hovedpine. Harald stoler jeg mere på. Jeg kan ikke risikere at have dig rendende mere. Du bliver lagt i lænker, indtil vi kan tage dig med det næste skib og sætte dig af på en kyst langt fra det danske rige”. ”Åh nej, nu skal de vikinger igen ydmyge mig”, hviskede Finulv for sig selv. Frøbjørn og Halgrim traskede over for at tage Finulv tilfange, men han nåede at gribe ned i sin bæltetaske. Han holdt en sort kugle frem til skue for hele forsamlingen, fremsagde et par magiske remser og kastede kuglen ned på jorden foran sig. Gnister sprøjtede i alle retninger ud af kuglen. Et højt brag rungede over hele pladsen, idet kuglen splintredes i tusind stykker og Finulv forsvandt bag en stor røgsky. Da røgen havde lagt sig, kunne man se Finulv sidde på en hest, der galopperede henover markerne udenfor ringborgen. Inden længe var Finmarkens skræk forsvundet ud i horisonten. ”Lad den giftige troldmand sejle sin egen sø. Forhåbentligt ser vi ham aldrig igen”, sagde Åge. Stormanden satte brydestævnet i gang igen. Harald var taget til nåde og gik med rank ryg over til sin mors familie og indtog sin plads. Regnen var i mellemtiden hørt op, men de mørke skyer lå stadig tungt på himlen og et tordenvejr i det fjerne varslede mere dårligt vejr til den lille ø.

Kapitel 4 – Ragnarok

Den festlige stemning og det høje humør var vendt tilbage til ringborgen, efter Finulv og det underlige dyr var stukket af. Brydestævnet leverede på ny underholdning til stormand Åges folk. Latterbrøl og kampråb genlød henover hovederne på de kæmpende drenge. Fætter Ubbe besejrede den ene modstander efter den anden. Ikke fordi han kunne en masse smarte brydetricks, men mere på grund af sin styrke og ukuelige vilje. Harald kunne ikke lade være at føle en vis stolthed over sin fætter, selvom han ofte selv måtte lægge ryg til Ubbes hang til slåskamp. Der var nu kun fire drenge tilbage i turneringen. Åge udpegede Ubbe til at møde Gorm Bjørn. Ubbe traskede ud til kamppladsen. Ud fra mængden sprang Gorm, der i al ubemærkethed landede en albue i siden på Ubbe, der blot smilede i hele ansigtet. ”Få den store, vamle bjørn ned med nakken”, råbte Harald. Brydekampen mellem de to stærke drenge var meget jævnbyrdig. I flere minutter stod de og trak hinanden i trøjen, uden at nogen af dem faldt til jorden. Efter at have vundet hver en omgang, måtte den tredje omgang afgøre, hvem der skulle i finalen. Gorm Bjørns tunge bevægelser blev langsommere jo længere omgangen trak ud, og til sidst var han badet i sved. Ubbe tog et par skridt tilbage og for frem som en arrig vædder. Han dukkede hovedet, undgik Gorms fangarme og hamrede sin ene skulder ind i maven på Gorm, der styrtede bagover ned i mudderet. Ubbe stak sin hånd ned til Gorm og hjalp ham op. ”Sådan! Ubbe Eriksøn er den bedste”, råbte Harald. Ubbe vandt suverænt finalen, da han efter to hurtige omgange havde tromlet den mindre modstander ned. Åge overrakte den kostbare sølvmønt til vinderen, der modtog folkets hyldest og stolt fremviste sin præmie, inden han afleverede den til sin far. Harald, Ubbe og Erik vandrede sidst på eftermiddagen tilbage mod landsbyen. De to fætre skrålede nogle sange om triumferende vikinger. Ubbe kastede sig for sjov ind i benene på Harald. Harald væltede ned over Ubbe, der nede under

Harald legede, at han blev bidt af det vrede egern. Drengene skraldgrinede. Erik løftede flere gange sin søn op, som om han ville vise ham frem til hele Verden. Harald syntes, at han i korte glimt kunne se antydningen af et smil over Erik Smeds læber. ”Hele Verden tag jer i agt Som vilde dyr vi er på jagt Giv os sølv og giv os guld Dit hoved i sorten muld”, skrålede drengene. Selskabet vandrede hen over bakketoppen og kunne herfra se landsbyen. Latteren forstummede. Smilene stivnede. En kraftig røg steg op fra husene. Det brændte så kraftigt, at ildens knitren kunne høres på lang afstand. Børn løb grædende rundt. De voksne forsøgte at redde dyrebare møbler eller indespærrede dyr ud af flammerne. Harald rev sig fortvivlet i håret og løb ned ad bakken, mens han spejdede efter sin mor og de små brødre. Ragnhild løb Harald i møde. ”Han var så væmmelig”, hulkede hun, ”Han var inde i dit hus og slog din mor, indtil hun åbnede for kisten og gav ham en lilla pose. Han tog en sten op af posen, grinede så det skar i ørerne og satte ild til det hele”. ”Er der nogen af jer, der er kommet noget til?”, spurgte Harald. ”Din mor har fået nogle blå mærker, men vi er alle sammen i live”, svarede Ragnhild. Harald løb hjem og mødte sin mor, der stod udenfor det brændende hus. Alvin og Berle lå og snøftede i hendes arme. Tøj, smykker og køkkengrej lå spredt ud over gårdspladsen. ”Var det tyvekoster, du gemte i kisten i går? Hvad havde du stjålet fra den fremmede mand?”, spurgte Asfrid anklagende. ”Det var en magisk sten”, svarede Harald, ”Stenen gør dig til den mægtigste mand i hele Verden. Jeg var nødt til at gemme den fra den modbydelige mand. Jeg troede aldrig, han ville finde den, hvis jeg lagde den i kisten. Finulv er en afskyelig morder. Han skal stoppes. Nu vil han myrde kongen og alle stormænd i

landet”. Asfrid kiggede på Harald og slog opgivende ud med armene. ”Hvor har du slået hovedet, knægt?”, spurgte hun. Erik og Ubbe løb ned til åen, fyldte nogle spande med vand og forsøgte at slukke ilden i den brændende landsby. Haralds blik borede sig ind i flammerne på de brændende huse. ”Jeg må fortælle stormand Åge om stenen”, hviskede han til sig selv. Hvis nogen kunne tage kampen op mod Finulv, måtte det være stormanden og hans krigere. Med kurs mod ringborgen sprang Harald som en hare henover bakken. Han fulgte kanten af Klinteskoven, mens han forestillede sig, hvordan vreden væltede frem i Finulv på vej over til Åge for at tage hævn efter dagens ydmygelse. Det var blevet tusmørke, da Harald skimtede et bål ovre på de grønne enge. Harald løb hen for at se, hvor ilden kom fra. Det var Fredes hytte, der var omspændt af flammer. Inden længe ville den være helt nedbrændt. Harald kunne ikke se, om Frede var sluppet ud af hytten med livet i behold. ”Åh, nej”, sagde Harald med rystende stemme. Han gik rundt om den brændende hytte, der oplyste hans skræmte ansigt, for at lede efter Frede. Ved et birketræ lidt væk fra hytten stødte han på et stykke af græsengen, der var blevet trampet så godt igennem, at græsset var forsvundet. Harald kiggede i retning af ringborgen og opdagede, at trampende fødder havde pløjet gennem landskabet. Græsset var forsvundet i et langt bælte, der var ligeså bredt som et krigsskib. Det så ud, som om en hel hær var marcheret fra hytten, tænkte Harald. Pludseligt slog det ham, at Finulv havde talt om, hvordan han med stenen i hånden ville skabe sig en frygtelig hær. Det måtte være denne hær, der nu havde trampet sig igennem øens bløde muld. Harald stod alene i flammernes skær og bemærkede, hvordan fodaftrykkene startede ved Fredes brændende hytte. Harald lænede skulderen op ad et birketræ for at puste ud. Et stykke bark skrabede mod hans kind. Da han ville vifte det væk, kom han til at kigge op og ned ad træet. Nogen havde indridset runetegn på træstammen. Finulv. Hvem

ellers? Harald forsøgte at tyde ordene. ”100 grumme, blodtørstige krigere”. ”100 skarpe økser”. ”100 spidse spyd”. Han forestillede sig Finulvs hær storme stormandens ringborg og gøs ved tanken. Blødende krigere med et spyd i maven. Stormand Åge faldet sammen på sin trone med en økse hugget ind i panden. Harald fik en pludselig indskydelse og begyndte at kradse sine negle ind i træet. Til sidst fik han så godt fat, at han kunne trække barken med runetegnene af træstammen. Han kastede barkstykkerne ind i ilden og forestillede sig, hvordan den lilla pose sugede Finulvs blodtørstige hær væk fra jordens overflade. Med fornyet energi løb Harald af sted. Ringborgen lå ualmindeligt stille hen. Porten stod åben og knirkede frem og tilbage i vinden. Portvagten var væk. En kvinde stak hovedet ud af en døråbning, da Harald erede forbi. Hendes skuldre var trukket helt op til ørerne og hendes kæber rystede, som var hun en olding med feber. Harald kunne høre svag jamren nede ved den å, der løb gennem ringborgen og ud i det store hav. Nogle små både lå i åen og gyngede med bunden i vejret. Harald kunne genkende Frøbjørn og Halgrim blandt de krigere, der kravlede sårede rundt på pladsen. ”Harald, er du uskadt?”, råbte Vlad. Harald vendte sig om og så Vlad sidde på jorden. Åge lå med hovedet i skødet på Vlad. Stormandens ansigt var smurt ind i blod og han stønnede af smerte. Vlad viklede et stykke stof om hovedet på ham for at stoppe blødningen. ”Har Finulv været her?”, spurgte Harald. ”Det var som Ragnarok. Han kom skrigende med sin hær og begyndte at hugge løs”, svarede Vlad, ”Pludseligt forsvandt alle Finulvs lejesvende. Det var som sort magi. Det så ud som om, de blev suget ind i en lilla pose, der hang i Finulvs bælte”. ”Hvor er Finulv?”, spurgte Harald. ”Han nåede at flygte i en båd. Han sejlede via åen ned til havnen, snuppede et skib og satte kursen mod Syd”, forklarede Vlad. ”Vi må efter ham. Hvor i alverden er han på vej hen?”, kom det desperat fra Harald. ”Han er garanteret taget til Hedeby, hvor Åge i sin tid hyrede ham over et krus

mjød. Dengang sad han og forærede det ene drikkehorn efter det andet til alle og enhver, der gad lægge ører til hans pralerier. Han sidder sikkert snart i Hedeby igen for at købe nye venner med halvgammelt mjød”, forklarede Vlad. Åge vred sig i smerte. Vlad løftede ham op og bar ham over mod gildesalen, hvor kvinderne kunne pleje deres sårede herre. Tjenestefolkene sneg sig langsomt ud af husene, efter de havde sikret sig, at faren var drevet over. De gav krigerne skåle med frisk vand og forbandt deres sår. Harald betragtede den blodige slagmark. Han fik mavekrampe og kastede op på den bare jord. Svimmel væltede han ud af ringborgens port og satte endnu engang kursen hjemad. Undervejs kunne han mærke, hvordan dagens aktiviteter og ikke mindst brydekampen mod Gorm Bjørn stadig sad i kroppen. Han kastede et udmattet blik ned mod Klinteskoven og uden at tænke sig om, smuttede han ind i skoven og lagde sig på det bløde, grønne mos under nåletræernes beskyttende vinger. Her faldt Harald i en søvn så dyb som det store hav. Det var blevet mørkt, da Harald hørte en fjern skramlen nede fra vandet. Han forlod den trygge skov og mavede sig ned mod klinten. Her fra toppen af skrænten kunne han se ned på stranden, hvor en gruppe vikinger svingede med deres sværd og huggede med deres økser i en vanvittig kamp mod fremmede, pelsklædte krigere. En af vikingekrigerne fik øje på Harald. Han holdt en bloddryppende økse i vejret, mens han med foden trykkede et fjendehoved ned i sandet. Han sendte et skævt smil op til den lille tilskuer, inden han stille og roligt forlod slåskampen og elegant kravlede op ad klinten. ”Harald, min gode dreng”, lo vikingekrigeren, mens han sad og dinglede med fødderne ud over skrænten. Harald studerede krigeransigtet. ”Farfar”, sagde Harald, ”Jeg troede ikke…” ”Hvordan har du det?”, spurgte Alvard. ”Pyha, hvor skal jeg begynde?”, svarede Harald. ”Troldmanden er taget til Hedeby”, sagde Alvard, ”Du må følge efter og besejre ham. Vi må ikke lade ham vende Verden på hovedet med den forbandede sten”. ”Jamen, hvad kan jeg gøre? Jeg er jo bare et skræmt lille egern”, sagde Harald

og hang med hovedet. ”Slut med det vrøvl. Du ligner måske et lille egern, men indeni er du en brølende løve”, befalede Alvard. ”Måske jeg kan stjæle stenen og skabe nogle farlige dyr, som jeg pudser på Finulv”, tænkte Harald højt. ”Ikke flere løgnehistorier, trylletricks eller underlige dyr”, sagde Alvard, ”Du skal bare få skaffet den sten af vejen. Smid den ind i et bål eller kast den i havet. Og giv Finulv en omgang prygl bagefter”. Harald lukkede øjnene og begyndte at grine. Han kunne høre en anden mand grine og kiggede på farfar. Men Alvard var væk. Nogen prikkede Harald på skulderen. Han vendte sig om. Det var Finulvs hæse fnis. Finulv skubbede til Harald, der væltede udover skrænten. Harald baskede med armene og skreg, mens han mærkede et sug i maven og faldt dybere og dybere ned mod afgrunden. Inden han ramte stranden, vågnede han med et sæt i den bløde skovbund. Han satte sig op. Det hele havde været en drøm. Det var blevet morgen. Han havde sovet igennem hele natten og måtte hellere se at komme hjem. Skrupsulten satte han sig ned ved det fælles bål i landsbyen og øsede dampende morgengrød op i en tilfældig skål. Naboerne Rodulf og Åse sad tavse på en træstamme og spiste morgenmad sammen med deres to små børn, Frode og Knud. De to drenge fniste af Harald, der smilede tilbage. Asfrid kom gående målrettet hen imod Harald. ”Unge mand!”, sagde hun tørt, ”Vores hjem er brændt ned. Du forsvinder ud i den blå luft. Du kommer ikke hjem til natten. Og så siger du ikke et ord, når du endelig vender tilbage. Må jeg bede om en forklaring”. ”Jeg mødte farfar Alvard i nat”, startede Harald, ”Jeg tager til Hedeby for at stoppe troldmanden, der satte ild til vores hus. Han er ved at bringe død og ulykke over hele riget. Jeg kommer hjem om nogle dage”. Asfrid tog fat i kappen på Harald og trak ham henover gårdspladsen for at kunne tale et alvorsord med ham på tomandshånd. Harald fortalte sin mor hele historien om Yusuf, der stak hovedet ud af busken, om den magiske sten i den lilla pose og om Finulvs skumle planer, der allerede havde medført en brændende landsby,

en ødelagt ringborg og sårede krigere. Selvom Asfrid havde svært ved at tro på alle de magiske og fantastiske hændelser, kunne hun mærke, at Harald var ustoppelig. Hun pakkede hans bylt med brød og nødder, trak en ekstra varm skjorte over hovedet på ham og gav ham den varme vinterkappe på. Asfrid vidste godt, at hvis små purke skulle blive til store drenge, måtte de have lov til at gøre farlige ting og tage på eventyr. ”Når du kommer over til fastlandet, skal du følge den store vej sydpå”, sagde Asfrid, ”Her har du fem mønter. Når du kommer til en landsby, skal du give dem en mønt og bede om en lille skål grød og husly for natten. Efter tre dage vil du se en by, der er større, end du nogensinde kunne forestille dig. Sig at du er Harald Thorkildsøn og spørg efter din far. Købmændene kender ham som Thorkild Ravklump”. Ved middagstid var Harald nået ned til vandet på den anden side af øen, hvor Svend Færgemand holdt til med sin lille båd. En mønt røg op af Haralds pung, og båden krydsede hurtigt det smalle sund, der adskilte den hjemlige ø fra det store fastland. En flok bønder, der arbejdede på deres marker, betragtede den lille rejsende, der uden at kigge sig til siden, vandrede derudaf med sin bylt slynget over skulderen. Harald havde ofte tænkt på, hvordan det ville være at tage med sin far til Hedeby. Byen var opdelt af lange rækker af handelsboder, og helt sort af handelsfolk. Den var indhyllet i en dunst af mjød fra de hundredvis af gyngende telte med råbende fulde mænd, som ikke engang skrigehalsene Alvin og Berle kunne hamle op med. Nu var Harald alene dreng på vej til den største handelsplads i landet. Solen stod højt på himlen, da han ankom til den store hovedvej. Når man kiggede i begge retninger, kunne man se mennesker og dyr bevæge sig op og ned ad vejen. To fede okser trak et vognlæs med en bautasten, der var ligeså stor som okserne selv. Manden, der kørte vognen, hilste på Harald og præsenterede sig som Sihurd. Harald kunne ikke få sig selv til at spørge, men så spurgte Sihurd selv, om Harald ville køre med et stykke af vejen. ”Jeg skal helt ned til Hedeby”, sagde Harald og klatrede op på bautastenen i vognen. ”Du kan køre med til Højbomarken. Vi er fremme ved solnedgang”, svarede Sihurd.

”Herligt, så kan jeg sikkert overnatte der”, sagde Harald. ”Vil du sove ved Højbomarken? ”, spurgte Sihurd overrasket. ”Er det et farligt sted? Bliver jeg overfaldet af røvere?”, spurgte Harald. ”Stedet er totalt øde. Der kommer ingen levende sjæl om natten”, grinede Sihurd, ”Det er en gravplads, så du kan roligt lægge dig til at sove mellem stendysserne”. Sihurd og Harald rullede videre sydpå. De delte nogle af nødderne fra madpakken og snakkede på livet løs om fisk og okser, nødder og korn, solskin og regn. Solen var ved at gå ned, og vognlæsset standsede for foden af en høj. De var kommet til Højbomarken. En samling tavse mænd med sorte rande under øjnene tog imod bautastenen og betalte Sihurd med et par mønter. Sihurd vendte vognen og kørte tilbage nordpå. Harald vinkede farvel. De tavse mænd viklede et tykt reb rundt omkring bautastenen. Træstammer lå på rad og række efter hinanden og dannede en vej op til toppen af højen. Med al deres energi trak mændene i rebet. Harald sprang hen og hjalp til. Glidende på træstammerne nærmede bautastenen sig langsomt toppen. Til sidst stod den plantet tungt i jorden på gravhøjen, hvor mændene i forvejen havde gravet et hul. En af mændene gik hen til Harald, lagde sin hånd blidt på hans hoved og gav et smil fra sig. Ellers forlod mændene stedet uden at sige et ord. Harald følte, at det hele var lidt trist, da mændene virkede kede af det, men humøret kom tilbage, og han gik på opdagelse mellem gravhøjens stendysser. ”Ebbe. Den bedste ven i hele Verden. Vi savner dig. Hvil i fred”, stod der skrevet på en runesten. ”Her hviler Kugge. Han havde tre koner og fik alt ud af livet. Men han var træt til sidst”, stod der skrevet på en anden. Harald fik sværere ved at orientere sig i skumringen og han fandt sig til rette bag en stendysse på den vindstille side af højen. Månen kastede et svagt lys over gravhøjen gennem de spredte skyer. Gøgen kukkede i det fjerne. Harald følte en ro i kroppen og faldt i søvn. Ud på natten vågnede en forfrossen Harald. Hans tænder klaprede. En gysende kulde drev hen over gravhøjen. Han pakkede sig bedre ind i sin kappe, lukkede

øjnene og forsøgte at falde til ro igen. Men en hulkende lyd på den anden side af højen fangede hans opmærksomhed. Hvem havde gjort Harald selskab på gravhøjen? Han gik op på toppen for at orientere sig og opsnappede lyden, der kom fra en af de mindre stendysser. Lyden af en grædende dreng blev tydeligere, da Harald nærmede sig stedet. ”Jeg nåede aldrig ned til vandet. Jeg var så bange for at drukne. Jeg besøgte aldrig min onkel i den store skov. Jeg var så bange for at blive spist af en ræv”, snøftede drengen omme bag stendyssen. ”Du kan da nå det endnu”, sagde Harald trøstende, mens han strakte halsen for at få øje på drengen. Harald drejede om stendyssen, men kunne ikke se nogen dreng. ”Du skal have det sjovt og godt i dag. I morgen kan det være slut”, sagde drengestemmen. ”Hvem siger det?”, spurgte Harald, der begyndte at løbe rundt om stendyssen for at få et glimt af drengen. ”Det siger de gamle mænd i højen”, svarede drengen. Harald mærkede en isnende kold vind i nakken. En kraftig blæst ruskede i ham og han roterede et par gange rundt om sig selv. Da han havde fundet fodfæste, kunne han se skyggen af en dreng fare hen over toppen af gravhøjen. Harald gned sig i øjnene. Han kunne se en skygge, men ingen krop. ”Vent!”, råbte Harald. Skyggen forsvandt. Måske var det endnu en drøm. Ligesom da han havde mødt farfar. Harald samlede en gren op og slog sig selv på hånden. Det gjorde ondt. Han stillede sig op på en høj bautasten, kastede sig ud og baskede med armene. Han fløj ikke til månen, men landede med snuden nede i græsset. Det var ikke en drøm. Og han var ikke alene. Skyggerne for nu frem og tilbage henover gravhøjen. Spredte stemmer mumlede først det ene og så det andet. Forvirret samlede Harald sin bylt op og løb tilbage ned mod hovedvejen til Hedeby. Han vandrede videre i natten, indtil nogle små regndråber landede på hans pande. Under en stenbro, der krydsede en å, kravlede han i ly for regnen. Her kunne højst et par frøer forstyrre hans nattesøvn. Inden Harald faldt i søvn, kom han til

at tænke på de ord, han havde hørt på gravhøjen. ”Du skal have det sjovt og godt i dag”. Harald vågnede næste morgen, da en travende hest trak en knirkende vogn henover stenbroen. Vandet rislede stille i åen. Han strakte armene i vejret og gabte så højt, at han savlede en smule. Ved siden af ham sad en anden dreng. ”Godmorgen, jeg hedder Spurv”, sagde drengen, ”Jeg har siddet og kigget på dig, mens du sov”. ”Jeg hedder Harald”, svarede han søvndrukkent, ”Hvor kommer du fra?” ”Jeg bor på landevejene. Jeg spiser krummerne fra de riges bord”, svarede Spurv. Harald kiggede spørgende på Spurv, der var et hoved mindre end ham selv. Spurv lignede et nyklippet lam med sit korte, plyssede hår. Han bar to lasede skjorter og et par alt for store bukser, som han holdt oppe med et stykke fiskesnøre. ”Stenbroen kaster gode sager af sig”, fortalte Spurv. ”Er du landevejsrøver?”, spurgte Harald. ”Nej da”, grinede Spurv, ”Når vognene rasler henover de skæve sten, er der tit mad og andre handelsvarer, der falder af læsset. Så triller de ned i favnen på mig”. Spurv snakkede uafbrudt om sig selv og livet på landevejene. En vogn trillede hen mod broen og fangede drengenes opmærksomhed. Spurv standsede talestrømmen, holdt sin pegefinger for munden og klemte Haralds læber sammen. De tavse drenge kiggede op på broen. Vognhjul skar henover brostenene. Vognen erede forbi og efterlod en støvsky bag sig. Spurv rendte op på broen. ”Kom nu, Harald!”, råbte Spurv. Harald møvede sig op på broen. Spurv havde allerede samlet en håndfuld muslinger sammen. Krummerne fra de riges bord. Det nye makkerpar bevægede sig sydpå. Harald delte ud af sine sidste hasselnødder, og Spurv snakkede videre

om sine eventyr på landevejene. Ved middagstid forlod Spurv og Harald hovedvejen. De masede sig gennem et tæt buskads og kom til en sandstrand, der lå ned til en sø med det klareste blå ferskvand. ”Dette er mit hemmelige sted”, sagde Spurv og trak en gryde ud af en busk. Harald samlede en stak pinde sammen til et bål. Spurv samlede noget tørt mos op af lommen og lagde det på et stykke bark. Han stak en pind ned i mosset og begyndte at gnide pinden mellem hænderne. Spidsen af pinden roterede på barkstykket, der blev varmere og varmere. Det tørre mos knitrede og gav en flamme fra sig. En efter en lagde Spurv pindene på ilden. Harald fyldte gryden med vand og satte den på bålet. Inden længe simrede muslingesuppen og de sultne drenge slikkede sig forventningsfulde om munden. ”Hvor er din mor og far?”, spurgte Harald, da de slubrede muslingerne i sig. ”De er væk”, svarede Spurv, ”Min far blev en dag liggende i sengen. Han var så træt og skulle bare hvile sig, sagde han. Men han blev gul i hovedet, og så døde han nogle dage senere. Jeg løftede hans arm op, men den faldt bare slapt ned på sengen. Nogen tid efter var det min mors tur. En anden familie i landsbyen tog min lillesøster til sig. De havde ikke mad til os begge, så de kastede sten efter mig, så jeg måtte flygte”. ”Jeg er på vej til Hedeby for at finde min far”, sagde Harald, ”Han er købmand i byen. Du kan tage med”. Harald tænkte på sin far og kunne levende forestille sig, hvordan han stak næsen ned i varer fra Øst og Vest og diskuterede priser med de andre købmænd. Måske var hans far ikke så meget hjemme, men han var da i live og sørgede for, at Harald ikke skulle fare rundt og lede efter mad som en sulten hund. ”Købmændene har smidt mig ud af Hedeby. De blev trætte af mig og nu vil vagterne ved byporten slet ikke lukke mig ind”, sagde Spurv. Harald overtalte dog Spurv til at følges ad videre sydpå. Om aftenen lagde drengene sig til ro i en forladt hytte, der havde tilhørt en gedehyrde, som Spurv havde set rejse væk med en samling fattige, kutteklædte mænd. Bylten blev tømt for de sidste brødstumper, og Harald faldt i søvn til fortællingerne om Spurvs seneste bedrifter. Der var nu kun en dags vandring tilbage, før Harald ville møde den travle handelsby for første gang.

Kapitel 5 – Hedeby

Det var først på formiddagen og Harald havde sovet over sig. Han vågnede tør i halsen og varm over hele kroppen. Solen var endelig kommet frem på himlen og havde opvarmet hytten, hvor drengene havde overnattet. Haralds øjne søgte Spurv, men rejsekammeraten var forsvundet. Måske var Spurv gået ud af hytten for at tisse. Harald rejste sig op og forlod hytten. Ingen Spurv. Kun de små fugle i træerne gav lyd fra sig med deres kvidrende morgensang. Et stykke fra døren lå Haralds bylt. Han løb hen til den og opdagede, at nogen havde taget hans læderpung med de sidste mønter. Med rumlende mave satte han sig på hug og kiggede ud over landskabet. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte sydpå, så han søgte tomhændet tilbage til hovedvejen. Harald tænkte på friske, saftige blommer og fik vand i munden. Hvis bare han havde haft mulighed for at spise lidt dampende varm ærtegrød til morgenmad, ville han sikkert have nydt gåturen i det gode vejr. Hedeby var en dagsvandring væk og måske kunne venlige folk undervejs undvære noget mad. Op ad formiddagen snoede hovedvejen sig igennem en by, der levede af de rejsende. Her kunne ryttere købe frisk hø til sine heste, finde ly for natten eller spise sig mæt på krostederne. En handelsrejsende med hænderne på maven og en tandstik i munden vraltede ud ad døren på en kro. Døren, der var udsmykket med en fed gås, svingede frem og tilbage. Mados sivede ud på gaden. Harald fulgte efter duften af varm hønsekødssuppe med timian og stod til sidst midt i krostuen. Et par mænd standsede deres samtale og stirrede på Harald. Harald kiggede ned i gulvbrædderne og prøvede at virke som om, han ikke havde set de to mænd, der kunne være alt fra hestetyve til farlige røvere. ”Er du sulten, dreng?”, spurgte en tyk dame, der rørte rundt i suppen med en grydeske. ”Jeg har ikke spist siden i går”, svarede Harald. ”Har du penge?”, spurgte damen. ”Ikke en klink. En anden dreng stjal alt, hvad jeg havde i pungen i nat”, svarede Harald.

”Aha, min ægtemand stjal mit liv, inden han rendte med kassen”, svarede damen kryptisk, ”Alle har en god undskyldning. Har du ingen penge, får du ikke noget at æde”. Næsen dirrede på Harald, han kunne ikke lade være at stikke hovedet tættere på suppegryden. Han nåede at spotte hønsefødderne stikke op af det kogende vand, da kromutteren svingede sin lårtykke underarm og slog Harald i gulvet. Hun trak ham op i kraven og skubbede ham ud ad døren, så han mistede balancen og lavede en dobbelt baglæns kolbøtte. En anden kone trak en ged forbi kroen. Harald kiggede på gedens krop. Den ville se fin ud på et roterende spyd over et knitrende bål. ”Vi vil ikke have din slags her”, sagde konen med geden. ”Skrub hjem til din røverhule, din tiggerunge”, råbte kromutteren på vej tilbage til sin suppehøne. Et par smådrenge cirklede i sikker afstand rundt om Harald, der slukøret drev ned ad gaden på vej ud af den ugæstfrie by. Smådrengene skiftedes til at snige sig op til Harald for at prikke ham på skulderen med en gren. Harald slog ud efter forfølgerne, som var de irriterende myg. Men Haralds arm svingede forgæves henover hovederne på smådrengene, så han slog ud i luften og fik overbalance. Smådrengene hylede af grin. Den frækkeste af drengene stak sin pind ind i øret på Harald, der opgivende søgte mod byens udkant. En hest nippede til et velduftende læs hø. En hund satte tænderne i et kødben og knurrede ad Harald, der overvejede tanken, men alligevel ikke forsøgte at trække kødbenet ud af gabet på kræet. Hovedvejen syntes nu uendeligt længere end før. Det var Harald en gåde, hvordan Spurv kunne overleve på denne langstrakte pinsel af grus og småsten. En lille sidevej ledte ud mod havet, som så mange gange tidligere havde leveret det ene gode måltid efter det andet. ”Hvo intet vover, intet vinder”, tænkte Harald. Han gav sidevejen en chance. I begyndelsen gik det støt fremad, men jordbunden forvandlede sig til en blød sump og Harald måtte sjoske sig fremad med våde fødder. Vandpytter forvandlede sig til mindre søer på det fugtige underlag. Harald hoppede og sprang fra det ene tørre punkt til det andet, så han undgik at vade i vand til knæene. Et vandløb skar tværs over sumpen, så han tog et ekstra tilløb og sprang med begge ben over på den anden side. Men underlaget derovre var blødt som gammel grød, og han sank i til navlen. Sumpens dyb

sugede i Harald, men han holdt sig oppe ved at klamre sig til nogle siv. Lyden af skvulpende bølger afslørede havets tilstedeværelse. En frisk brise suste henover sumpen. En frø gav et kvæk fra sig og satte sig foran næsen på Harald. Frøen kastede et undrende blik på den uventede gæst. Harald kom i tanke om Finulv, der åd grønne, slimede padder rå. Hvad lavede troldmanden i dette øjeblik? Sad han og snøvlede over et krus mjød i Hedeby eller var han allerede taget på togt med en ny grusom hær for at smadre danerkongen? Haralds plan var at stoppe Finulv én gang for alle og tilintetgøre den magiske sten. Men planen virkede unægtelig noget tåbelig i dette øjeblik, hvor Harald var ved at forsumpe og forsvinde fra jordens overflade, mens en frø stirrede dumt på ham. Harald sprællede med benene, borede fingrene ned i sumpgræsset og prøvede at trække sig op. Den stædige sump holdt godt fast i kroppen, men han holdt vejret og spjættede så hurtigt med benene, at han til sidst kunne mave sig op på mere fast grund. Frøen hoppede forskrækket væk. Harald trillede i sikkerhed og kunne springe det sidste stykke ud til sandstranden, hvor han satte sig ned for at puste ud. Sumpen havde trukket fodtøjet af ham, så han sad med bare mudrede fødder og kiggede ned langs kysten. I det fjerne kunne han skimte en lille klynge huse. Med fødderne i vandkanten drog Harald videre mod Hedeby. Solen tørrede hans fugtige tøj, mens den lille klynge huse ude i horisonten viste sig at være udkanten af en større by. Men maven rumlede ubønhørligt og Harald vred sig af sult. Hvem der bare havde en snor og en fiskekrog med en blød orm på. Nogle fisk, der ikke var større end en lillefinger, svømmede rundt nede i vandet. Harald gik ud i vandet og stod stille som en pæl. Fiskene anede ikke uråd og inden længe kunne man skimte en hel stime af små, spiselige kandidater til en tiltrængt frokost. Harald bøjede sig forover, fulgte en nøje udvalgt fisk med øjnene, inden han hurtigt borede sin hånd gennem vandoverfladen og greb ud efter fisken. Harald klemte sin hånd sammen, så fangsten ikke skulle undslippe og møvede sig tilbage på stranden. Han kastede, hvad han havde i hånden, ned i sandet. Hvilken fangst! Det var bare vådt tang. Ingen fisk. Ingen frokost. Han kiggede opgivende op på himlen. Den skarpe sol skar i øjnene. Fiskene vrimlede stadig rundt i vandkanten og drillede Harald med deres blotte tilstedeværelse. Verden begyndte at snurre rundt inde i hans hoved. Bølgerne skvulpede højere. Stranden vippede under fødderne. Harald segnede omkuld og mærkede sandet give ham en lussing i faldet. Han kravlede rundt i en bunke tørt tang, der for lang tid siden var skyllet op på strandbredden. Det sortnede for hans øjne, og han væltede om

på siden. Tanglopperne sprang lystigt rundt på den halvt bevidstløse Harald, der lå helt alene på stranden. Langt fra Hedeby. En hund med logrende hale trak en lille trævogn gennem sandet, mens en mand i bar overkrop indsamlede dynger af tørret tang fra stranden, som han læssede oveni vognen. Hunden fik færten af Harald, slikkede ham i hovedet og bjæffede til sin herre. Manden bukkede sig ned og betragtede den tilsandede dreng, der lå viklet ind i sammenfiltret tang. ”Er du levende?”, spurgte manden. Harald åbnede svagt det ene øje, men han var helt væk og gav ikke en lyd fra sig. Han døsede hen og havde inden længe forladt stranden og i stedet taget til drømmeland, hvor han lå og sov i en høj træseng på det blødeste underlag under en dyne af andedun. Han drømte, at en ung pige i en kridhvid kjole, der bølgede ned til anklerne, lagde et friskt, vådt klæde henover panden på ham. Det duftede af blomster. Den unge pige smilede blidt til Harald, der fik øje på en masse andre piger i hvide kjoler, der stod i kø for at få lov til at komme hen til ham. Den næste pige i køen bukkede høfligt, fjernede dynen og hjalp Harald op at sidde i sengen. Hun trak skjorten af ham og vaskede ham med en blød klud. Den næste pige i rækken trak en ny regnbuefarvet silkeskjorte over hovedet på ham. ”Hvor er jeg?”, spurgte Harald. Pigerne kiggede på hinanden og slog en hjertelig latter op. Harald vågnede kortvarigt fra sin døs. Den forbierende mand på stranden havde samlet Harald op og lagt ham på sin lille vogn. Hunden trak vognen videre gennem sandet, mens manden fortsatte med at opsamle tang, muslingeskaller og andet, der eventuelt kunne omsættes til en tynd skive brød i Hedeby. Harald lignede ikke en, der snart ville komme til kræfter. Hvis han ikke snart fik en sjat vand at drikke eller noget spiseligt i maven, kunne han være på vej til for evigt at møde sin farfar Alvard i det hinsides. Han døsede hen igen. Drømmepigerne i de hvide kjoler havde gjort Harald pæn, ren og velklædt. De listede baglæns ud af sovekammeret og lukkede døren. Harald lænede sig tilbage og foldede hænderne bag nakken. Ind gennem døren kom en høj mand i en grøn kjortel med guldbroderier og en tung sølvkæde om halsen. ”Som landets Jarl og regentens højre hånd skal jeg hermed invitere dig indenfor i

kongesalen”, sagde manden. Harald forstod anvisningen og rejste sig fra sengen. Jarlen åbnede døren og strakte sin stive arm frem for at vise vej til kongens gemakker. Harald begyndte at gå, men blev stoppet af fire bredskuldrede mænd, der stod klar til at bære ham ind til ceremonien på en stol af egetræ med eventyrlige udskæringer. Han studerede figurerne på bærestolen med sine øjne og fingre. Der var brølende løvehoveder, bevæbnede krigere med røde skjolde og krigsskibe omgivet af skumsprøjt. Haralds blik standsede ved stolens nakkestøtte, der var udsmykket med et rød-brunt egern, der viste sine tænder og kløer. De brede mænd bar stolen gennem en høj port og stillede den midt i en sal, hvor der nede for enden sad en enorm mand, der var dobbelt så stor som de andre mænd. Den ubevægelige kæmpe med det rynkede ansigt bar en guldkrone udsmykket med ædelstene. Det var selveste danerkongen. Tilbage i den virkelige verden var eftermiddagen ved at gå på hæld, da vognen med Harald nærmede sig udkanten af Hedeby. Harald åbnede øjnene og kiggede på manden fra stranden, da han blev løftet op af vognen og båret det sidste stykke hen til byporten. ”Det er forbudt at tage hjemløse knægte med ind i byen”, sagde portvagten, ”Det er dårligt for forretningen”. Manden i den bare overkrop trak på skulderen, lagde Harald op ad den lerklinede mur, der omkransede den indre by, og trillede væk med sin vogn. Ved bymuren lå Harald i nogle snavsede tiggeres selskab, der sad i deres laser og pjalter og ventede på, at lykken skulle tilsmile dem. Harald lukkede øjnene igen og drømte videre. Danerkongen viftede ham op til kongetronen og slog over i et smil. ”Harald Egern”, begyndte kongen, ”Du har reddet mit liv og frelst landet fra Finmarkens skræk. Folket fortæller allerede historier om dine bedrifter og skjaldene synger sange om dit mod. Du skal få alt i verden, dit hjerte begærer. Peg på det guld og sølv, du ønsker, og det vil straks blive dit”. Harald kiggede rundt i kongesalen. På et langbord med hvid dug og levende lys havde køkkenet anrettet et festmåltid. Saftige kyllinger og sprøde oksestege hilste på Harald, der blev overvældet af en glubende appetit.

”Måske jeg kunne snuppe et kyllingelår?”, spurgte Harald. ”Gå bare i krig med de gode sager”, grinede kongen. Harald gik lystigt over til langbordet, rev et kyllingelår af og gnaskede det i sig. En kurv gemte sig bag en oksesteg. Harald vippede til kurven for at tjekke, hvilke lækre ting, der gemte sig i den. Kurven væltede om på siden og ud trillede en bunke hønseæg, der landede på kongesalens hårde stengulv. Harald kiggede flovt over på kongen, der blot lod sin rungende latter fylde rummet. Harald kunne heller ikke lade være at grine. Både over de knækkede æg og over al den mad, som bare lå og ventede på at blive proppet ned i halsen. ”Hvad bilder du dig ind, din lille tiggerdreng? Skal du ødelægge min fortjeneste? Og så oven i købet ligge og grine ad det”, råbte en bondekone, der stod udenfor byporten til Hedeby. Harald var kommet til sig selv igen. Han holdt fast i en kurv med æg, som bondekonen straks rev til sig. I sin omtumlede tilstand havde Harald grebet ud efter kurven og forsøgt at trække den ud af hænderne på konen, så kurven svingede så meget, at nogle æg faldt ned på den beskidte jord og knækkede. Konen vadede fnysende ind gennem byporten, og Harald kastede sig over de smadrede, rå æg. Gruset, der havde blandet sig med æggemassen, knasede mellem tænderne, men for Harald var dette vejen tilbage til livet. Den skrigende sult fortonede sig en stund. En due slæbte sig hen til en vandpyt for at slukke tørsten. Harald kravlede de få skridt hen til vandpytten og slubrede lidt vand op fra overfladen. Duen vraltede fornærmet væk. Væsken fugtede de ømme, sprukne læber og den udtørrede mund, så det ikke længere gjorde ondt at synke. Inde bag bymuren kunne Harald høre et råbekor af stemmer, der smeltede sammen i et kæmpe spektakel. ”Og hvilke varer bringer herren til byen?”, spurgte vagten, da Harald forsøgte at komme gennem byporten. ”Jeg er på en redningsmission for den danske konge”, sagde Harald stolt, mens han trak tang ud af håret og børstede strandsand af skjorten. ”Aha, så vil jeg ønske herren held og lykke. Hils kongen!”, sagde vagten og bukkede for Harald. Harald spadserede forbi vagten og nåede at kaste et hurtigt blik på de tætte

menneskemasser, der masede sig forbi hinanden i de smalle handelsgader, inden vagten sparkede benene væk under ham og trak ham ud ad porten med fødderne først. ”Tror du, at jeg er født i går?”, spurgte vagten, ”Hold dine beskidte fødder udenfor bymuren!”. ”Må dine børn blive ædt af et sygt får”, snerrede Harald ad vagten, inden han satte sig tilbage op ad bymuren. ”Velkommen til Hedeby. Jeg hedder Nøk”, sagde en forhutlet, beskidt dreng på Haralds egen alder, der sad en armslængde væk. ”Tak, jeg hedder Harald”, svarede Harald og smilede en anelse, ”Er det overhovedet muligt at komme ind i den by?” ”Det er let at komme ind”, svarede Nøk, ”Men byvagterne har lange arme, så det er ligeså let at ryge ud igen”. De to drenge blev enige om at snige sig sammen ind i byen, når de handlende havde spist til aften. Nøk vidste, at man på dette tidspunkt havde den bedste chance for at kunne finde et stykke dyrekølle, der ikke var helt gennemgnavet, men stadig havde en luns kød siddende på knoglen. Røgen fra de mange ildsteder og den liflige duft fra grillede dyr, der roterede rundt på spyd over gløderne, skærpede drengenes fokus på den forestående opgave. Efter et stykke tid gav Nøk tegn til Harald om at rejse sig op. De sneg sig hen langs bymuren og standsede ved et sted, hvor Nøk havde gravet et snævert hul i jorden. Han mavede sig igennem hullet, der var indgangen til en kort tunnel, der løb under bymuren og endte inde i byen. Med overkroppen stikkende frem for enden af tunnelen fik Nøk øje på vagterne, der i samme øjeblik vendte sig om og opdagede den ubudne gæst. ”Der er en rotte i hullet”, råbte Nøk efter vagterne. En af vagterne greb fat i armen på Nøk, men han bed igen, så vagten klynkende trak sin hånd til sig. Nøk trak sig tilbage ud af hullet, mens vagten med bidemærket på hånden kastede sig ned i hullet for at fange ham. Enten var vagten for tyk eller hullet for smalt, idet han inden længe sad fast. Hans kollegaer tog fat i benene på ham og forsøgte at trække ham ud. Nøk pegede hen

mod porten, og med Harald bag sig spurtede han gennem den ubevogtede byport. ”Jeg tror ikke, at vi er særligt populære hos vagterne lige nu”, sagde Nøk. ”Hvor finder vi mad?”, spurgte Harald. De to drenge samlede hver en træstub op fra jorden og bar den henover skulderen, som om de var et par køkkendrenge på vej med brænde til bålet. Byen var opdelt efter de forskellige handelsvarer og håndværksfag. I et område kunne man se tøjbunker af hør, uld og silke ligge på de tungt læssede træboder, der fyldte de smalle gader. Købmændene råbte i munden på hinanden for at gøre opmærksom på, hvilke eksotiske steder, deres varer kom fra. Tøj fra Tashkent og silke fra Samarkand. Når klæderne var transporteret over tusindvis af kilometer gennem ørkener på kamelryg, kunne selv den fineste stormand finde sig en skjorte. Harald kunne ikke få øjnene væk fra en pelskantet hue og et læderbælte med plads til en kniv, så Nøk måtte trække ham med videre. De sneg sig dybere ind i byen via en gyde, hvor handelsfolkene solgte køkkenting. Gryder og pander hang henover krus og tallerkener på de overdækkede boder. En ung mand ville ikke give den pris på en stegepande, som sælgeren forlangte. ”Prøv at se! Jeg kan mærke den dårlige kvalitet”, sagde den unge mand ophidset, mens han hamrede stegepanden ind i skallen på sig selv for at føre bevis for sin påstand. ”Det er det fineste metal”, svarede købmanden, ”Panden føles så let, fordi du er så tykhovedet”. Harald og Nøk forlod gyden og kom til en plads med en brønd i midten, hvor der sad en masse gamle mænd. Mændene sad overfor hinanden og flyttede små, udskårne træfigurer rundt på firkantede træplader i forskellige mønstre. En olding flyttede en figur hen til et andet felt på pladen og vrælede af grin. Manden overfor knyttede sin næve og hamrede den ned i træpladen, så alle træfigurerne fløj rundt i luften. Oldingen grinede videre og faldt bagover. Drengene gik hen over pladsen med deres træstubbe på skulderen og standsede ved brønden, hvor der stod en spand med en sjat vand. Nøk slukkede først tørsten og lod derefter Harald smage de friske dråber. Harald tog den sidste slurk vand, men da han trak spanden væk fra munden, kunne han se vagterne komme løbende ud af gyden. Han kiggede desperat på Nøk, der blot lagde træstubben tilbage på skulderen og

med små, rolige skridt begyndte at forlade pladsen. Harald fulgte Nøks eksempel og listede efter, mens hans hjerte hamrede på livet løs. Vagternes blikke drejede hen mod drengene, men i den tætte menneskemængde og med ansigterne godt skjulte bag træstubbene, slap de væk fra pladsen. Lyden af hamre og mejsler klingede ned ad gaden. Svedende håndværkere med læderforklæder huggede i sten og savede i træ. Det var den del af byen, hvor værkstedernes larm kunne overdøve købmændenes støjende handler. Inde i en smedje stod en kvinde og holdt hovedet tilbage på en stakkels mand, mens smeden stod foroverbøjet med en tang og rykkede i den skrigende mands dårlige tand. Smeden trak i tangen med alle sine kræfter og kunne til sidst triumferende holde tanden frem til skue. Blodet sprøjtede ud af munden på manden, der smilede forlegent og drog et lettelsens suk. Igen måtte Nøk skynde på Harald. Byens mange indtryk fik Harald til at glemme både forfølgerne og sin egen skrigende sult. Endelig fik drengene belønning for deres intense jagt på mad. I et telt så stort som en gård sad mænd og kvinder på rækker af bænke og fjernede de sidste kødstrimler, der sad fast mellem tænderne, mens de lod aftensmåltidet falde godt til i maven. Harald og Nøk kravlede hen langs teltdugen og fyldte hurtigt favnen med de benrester, som spisegæsterne havde kastet bagover skuldrene. Drengene satte sig om bag teltet og nippede de sidste lunser af noget svineskank og lammesteg. Ikke alle havde været lige grundige, så Harald gnavede løs som en bæver og oplevede igen den trygge følelse af at være mæt. ”Tak for hjælpen, min ven”, sagde Harald, ”Uden dig var jeg død af sult”. ”Hvorfor er du kommet til Hedeby?”, spurgte Nøk. ”Jeg skal finde min far, Thorkild Ravklump”, svarede Harald, ”Han skal hjælpe mig med at fange en troldmand med rådne tænder og lange fletninger”. ”Åh, ham så jeg vist nok nede på havnen i går aftes. Han kom sejlende til byen”, sagde Nøk. Harald spærrede øjnene op i begejstring. Finulv var stadig i Hedeby, ligesom farfar Alvard havde sagt i drømmen. Han var altså ikke ved at hugge hovedet af danerkongen eller sprede rædsel over det ganske land. Harald kunne stadig nå at forpurre troldmandens skumle planer.

”Hvor kan jeg finde troldmanden?”, spurgte Harald ivrigt. Nøk skulle til at svare, men pludseligt stod et par kraftige mandeben solidt plantet i jorden foran drengene. De bøjede hovedet bagud og skimtede en mørk skikkelse. Det var den sure vagt fra tidligere. Nøk sprang op og spænede hurtigt rundt om hjørnet, men Harald reagerede for langsomt. Vagten tog et fast greb om armen på Harald, der følte en brændende smerte på det sted, hvor vagtens negle borede sig ind. Vagten slæbte ham hen langs jorden. Harald forsøgte at finde fodfæste. Nøk kom spurtende tilbage og sparkede vagten over skinnebenet, så han slap det stramme greb om Haralds overarm. ”Vent til jeg fanger jer. Så får I en omgang prygl”, råbte vagten. Flere vagter kom deres uheldige kollega til undsætning. Drengene fik øjenkontakt med vagterne, der straks satte jagten ind. ”Vi løber hver sin vej, så de får sværere ved at fange os”, kommanderede Nøk. ”Skal vi ikke hellere blive sammen?”, bønfaldt Harald. ”Løb nu væk!”, sagde Nøk og skubbede Harald i den ene retning, mens han selv rendte den modsatte vej. Med et galoperende hjerte flygtede Harald med to gale vagter i hælene. Uden at vide, hvor han skulle løbe hen, gik den vilde jagt ind og ud af de smalle gader. Harald løb skarpt rundt om et hjørne og fortsatte ned ad en gade, som en bondekone var ved at krydse. Vagterne kom buldrende rundt om samme hjørne og mosede direkte ind i konen, der sprællede så meget med sine arme i faldet, at hun tabte sin kurv. Nogle æg fløj ud af kurven og landede på den ene vagt, der klistret ind i æggemasse måtte tage imod det ene slag efter det andet fra den rasende bondekone, der for anden gang den dag oplevede, at nogen truede hendes dyrebare æg. Harald havde rystet den ene forfølger af sig, men han kunne stadig mærke den anden vagts ånde i nakken. I et hus for enden af gaden kunne han se lyset brænde gennem et lille vindue, der ikke var større end en suppegryde. Via en handelsbod med skind og lædervarer hoppede Harald med hovedet først ind gennem vinduet. Den meget større vagt kunne ikke komme samme vej, så han løb straks videre for at finde en vej rundt om huset. Harald rejste sig op og kiggede rundt i stuen. En ældre herre sad og nippede til et stykke ost. Nogle støvede skriftruller lå på et bord. En kiste stod åben henne ved døren. Manden smilede til sin uventede gæst. Hvad skulle Harald nu stille op? Var det

bedst at flygte ud af døren eller kunne han finde et gemmested i huset? Han hørte skridt udenfor døren og havde ikke mere tid til at overveje situationen, så han kastede sig ned i kisten og lukkede låget med et smæld. Der gik et kort øjeblik. Harald forsøgte at holde vejret for ikke at afsløre sig selv, men han var stadig forpustet og var nødt til at tage nogle dybe indåndinger. Han måtte for alt i verden ikke blive fanget. Hvis vagterne smed ham ud af byen, kunne han ikke længere opspore Finulv og uskadeliggøre den magiske sten. Og så ville vejen være åben for Finulvs skumle planer. En fæl troldmand på den danske trone. Det korte øjeblik trak ud og til sidst havde Harald helt mistet tidsfornemmelsen. Utålmodigheden voksede nede i den mørke kiste. Harald fik mere og mere lyst til at lette kistelåget en smule, men frygten for den gale vagt fik ham til at blive liggende musestille. Et stykke tid efter kunne han se en sprække af lys nede fra sit skjul. Der var nogen, der åbnede kisten.

Kapitel 6 – Fortabt

Den ældre herre i huset kiggede ned til Harald i kisten og puttede det sidste stykke ost i munden. Harald havde aldrig set så gammel en mand før. Et langt hvidt hår bølgede ned til skuldrene. Han havde milde øjne og et fredsommeligt udtryk i ansigtet. Harald var særligt optaget af mandens uldtrøje i alle regnbuens farver. ”Du kan godt komme frem. Vagten er smuttet igen. Jeg fortalte ham, at du var løbet ud af døren”, sagde manden, der præsenterede sig selv som Halfdan. Halfdan, der kun havde et ben, holdt sig oppe ved hjælp af to krykker og humpede tilbage til sin plads. Harald kiggede sig mistroisk om i stuen og forlod forsigtigt kisten, som han satte sig ovenpå. Halfdan studerede ham grundigt med øjnene. ”Jeg hedder Harald Thorkildsøn”, sagde Harald. ”Jeg syntes nok, du så bekendt ud”, lo Halfdan, ”Er du søn af Thorkild Ravklump?” ”Ja, ved du hvor han er?”, sagde Harald og lyste op i et smil. ”Han rejste østpå til et fjernt strandmarked for noget tid siden, så ham ser du sikkert ikke foreløbigt”, sagde Halfdan. Harald sank sammen. Med Thorkilds mange kontakter i byen havde det været en smal sag at opspore Finulv, men nu stod Harald helt alene. Halfdan virkede rar, men hvordan kunne en gammel etbenet mand overhovedet hjælpe? ”Hvad er det for nogle ruller?”, spurgte Harald og pegede på skriftrullerne på bordet. ”De hjælper os til at forstå vores drømme i natten”, svarede Halfdan, ”Jeg tjener mine penge ved at tyde folks drømme”. ”Jeg har haft en del drømme her på det sidste”, sagde Harald, ”Jeg mødte min

afdøde farfar, mens jeg lå og sov i en mørk skov”. ”Jeg kan ikke tyde dine drømme, når jeg ikke kender dig så godt”, sagde Halfdan, ”Hvis du lærer at være ærlig overfor dig selv, så vil du med tiden opnå den indsigt, der gør dig i stand til at forstå dine egne drømme”. Harald forstod ikke, hvad Halfdan mente med at være ærlig overfor sig selv. Hvordan kunne man være andet? Hvad skulle man opnå ved at snyde sig selv? Halfdan lagde mærke til, hvor træt Harald så ud. ”Det kostede mig et ben at finde ud af, at man skal være varsom med at tyde folks drømme”, sagde Halfdan og pegede på sit ene ben, ”Jeg fortalte en hjemvendt viking, hvorfor han altid drømte om sommerfugle og blomster på en grøn eng. Så gik han bersærk og huggede mit ene ben af med en økse”. Harald mærkede gæstfriheden hos Halfdan. Harald fik et solidt aftensmåltid, nyt skotøj og en balje med vand, så han kunne vaske sit beskidte ansigt og sine sorte fødder. Mens han nulrede kluden mellem sine tæer, fortalte han historien om Finulv og den magiske sten. ”Hvorfor tror du, at Finulv er her nu?”, spurgte Halfdan. ”En af stormandens krigere mente, at han sikkert allerede sad i en af Hedebys mjødstuer, og min afdøde farfar sagde også, at han var i byen”, forklarede Harald. ”Ja, så var det ikke svært at tyde den drøm. Drømmen fortalte, at du aldrig vil falde til ro her i livet, hvis du lader troldmanden undslippe”, sagde Halfdan, ” Om det så er drøm eller virkelighed, vil jeg altid hjælpe Thorkild Ravklumps søn. Nede ved havnen ligger de fleste af byens mjødstuer. Måske finder du Finulv dernede. Hvis du igen får bøvl med vagterne, så sig til dem, at du bor hos Halfdan Étben”. Det var blevet mørkt, da Harald trådte udenfor. Det var blæst op. En kraftig vestenvind hvirvlede rundt mellem husene og rev i teltene på byens pladser. Købmændene pakkede deres boder sammen for natten og det tyndede ud i menneskemasserne i gaderne. Byens folk sneg sig indenfor. Lyset fra kroerne strålede ud gennem vinduer og døråbninger. Harald famlede rundt i de mørke gyder. En syngende mand holdt sin arm rundt om livet på en fnisende dame.

”Har I set en mand med lange fletninger?”, spurgte Harald tøvende. Parret kiggede grinende på hinanden og slentrede bare videre. Harald standsede enhver, der gad lytte til en mindreårig dreng, men stødte ikke på en eneste, der havde set en mand med lange fletninger eller hørt om Finmarkens skræk. Mjødstuerne lå nede ved havnen, som Halfdan havde sagt, men det var sin sag at finde derned. Husene og gaderne så temmelig ens ud i mørket, så Harald fik fornemmelsen af, at han vandrede i ring. Hvis bare man kunne komme højt til vejrs og få et overblik over byens kaos. Gaderne var nu næsten mennesketomme, så Harald kunne kravle uset op på taget af en handelsbod, stille sig på tåspidserne og kigge henover hustagene. Herfra fik han øje på bølgerne på havet, der blinkende reflekterede måneskinnet. Skibene i havnen gyngede i den stride blæst. Harald hoppede ned fra boden og satte en fast kurs mod vandet. Mjødstuerne lå tæt op ad hinanden nede ved havnen. Mandshøje fakler udenfor bygningerne lyste op i natten. En yngre mand lå med hovedet halvt nede i vandet og kastede op, mens to andre mænd hamrede løs på hinanden med næverne. Harald kunne ikke bedømme, om slåskampen var for sjov eller alvor. En gruppe højtråbende mænd indgik et væddemål, om det var muligt at løfte en træstamme, der lå på jorden. Den største af mændene bukkede sig ned og løftede træstammen over hovedet, så snottet stod ud af næsen på ham. Tilskuerne nikkede anerkendende og belønnede den stærke mand med klingende mønt. Han viste mønten frem i venstre hånd og bevægede den højre hånd, som drak han af et krus øl. Mændene jublede og gik i samlet flok indenfor i en af mjødstuerne. Finulv var nu så tæt på, at Harald begyndte at tvivle på sig selv. Hvordan kunne han overhovedet få fat i den magiske sten? Og hvad nu, hvis troldmanden opdagede ham? Måske var det bedre at håbe på, at danerkongen i sidste ende kunne besejre Finulvs magiske hær. Harald kom til at tænke på drømmen, hvor han havde siddet sammen med farfar Alvard med benene dinglende ud over skrænten. Han lukkede øjnene og forestillede sig, hvordan Alvard i dette øjeblik ville kigge på ham. Harald forstod hurtigt at tyde Alvards blik, og inden han nåede at lægge en plan eller tænke en eneste tanke, var han allerede på vej ind i den første mjødstue. Grove mandestemmer brummede voldsomt. Ildelugtende dampe af sved steg til vejrs fra bordene og blandede sig med en tung dunst af mjød. Den fugtige luft lagde sig som en sky under loftet. De buldrende vikinger fik hele lokalet til at ryste, som dansede en flok kreaturer henover gulvet. I denne festlige stemning

kunne Harald snige sig diskret rundt i lokalet. Et strengeinstrument bragte de tørstige mænd til tavshed. En musiker sad og spillede en melodi på sin lyre. En velklædt herre i en gul kjortel og en blomsterkrans på hovedet gik op på en scene. Han satte et brændende lys på et lille bord og vendte sig ud mod publikum. Drikkegildet stoppede for en stund og alle mand betragtede nysgerrigt det lille optrin. ”Mine ærede tilskuere”, begyndte manden på scenen, ”Jeg er blevet kaldet til at indvi jer i digtningens guddommelige verden. Lad drikkehornene hvile og åbn jeres hjerter for den skønne poesi”. Mændene kiggede lamslåede på hinanden. Ingen sagde et ord. Harald sneg sig længere ind i lokalet for bedre at kunne se, om Finulv var tilstede. ”Forårssolen skinner på vort land. Dyr titter frem fra vinters skjul. Smil og varme hos hver en mand. Og et glædens pip fra den lille fugl”. Digteren på scenen kradsede sig på hagen og forklarede forsamlingen, hvordan dyrene i skoven inspirerede ham til at skrive det ene smukke rim efter det andet. Han fortsatte med at beskrive en særlig sommernat, hvor han i en rus af guddommelig inspiration havde sunget duet med en nattergal. Her ophørte mændenes tålmodighed. ”Plidder, pladder – Jeg hugger dit hoved i smadder”, råbte en beruset mand. Mjødstuen rungede af latter og mændene morede sig med at kaste krus og tallerkener op på scenen. Den skræmte digter løb hulkende ud ad døren. ”Vi vil have mere underholdning”, råbte en mand fra forsamlingen. ”Hvad med ham den lille?”, spurgte en anden. ”Lad os høre, om han kan rime”, grinede en tredje.

Harald lagde mærke til, hvordan alle de tilstedeværende kiggede på ham, som var han en saftig lammesteg. De måtte være tossede. De kunne jo se, at han ikke var nogen digter. Men der var ikke noget at gøre. En velvoksen gut løftede ham op på scenen og her stod Harald med alles øjne hvilende forventningsfulde på sig. Han kiggede over på manden med strengeinstrumentet, der under hele optrinnet havde knuget sig til sin lyre, men her var der ingen hjælp at hente. Han piskede straks ned fra scenen og efterlod Harald alene til publikums dom. ”Øh! Æh!”, fremstammede Harald. Tiden gik. Tavshed i salen. Et krus sejlede gennem luften og smadrede ind i væggen bag Harald. ”Vikinger krydser de vilde vover”, begyndte Harald, ”Og skriger som gamle måger”. ”Kalder du os for nogle gamle måger?”, spurgte en vred mand, der sad lige ved scenen. ”Om natten de lander på Norges kyst. Hugger til fjenden af ren og skær lyst”, fortsatte Harald. Publikum hujede og klappede af begejstring over det blodige rim. Nogen efterlignede mågernes skrig. Selv den vrede mand grinede med. Da Harald opdagede, at forsamlingen morede sig over hans digt, var han ikke længere til at stoppe. ”En viking spreder rædsel og skræk. Overfor damer er han bare fræk. Et hik og grimme bøvs i stuen lød. En viking elsker sin skummende mjød”. Mændene i stuen hyldede den lille digter, skålede med hinanden og fortsatte drikkegildet. Harald var ved at løbe tør for gode rim, og da han havde set, at Finulvs ansigt ikke var blandt publikum, var det tid til at takke af som mjødstuepoet.

”Ikke flere rim i denne stue. Men lad vær’ at spænde jeres bue. Og ram mig ikke med spidse pile. Den lille dreng må hjem at hvile”. Harald bukkede og forlod scenen. De stærke arme blandt det begejstrede publikum løftede ham op i vejret og bar ham ud af mjødstuen, så han nærmest svævede gennem luften. Han fik et par skulderklap på vej ud af døren og befandt sig igen alene ude på den vindblæste havn, hvor to mænd stod og tissede i vandet. Harald studerede navnene på beværtningerne, der lå ned langs havnekajen. ”Den glade kriger”. ”Nordboen”. ”Saltvand & skumsprøjt”. Et enkelt navn fangede særligt hans opmærksomhed. ”Troldmandsstuen”. Kunne det være, at Finulv var blevet tiltrukket af navnet på denne mjødstue? Harald klemte sig indenfor døren. Stuen var noget mindre end den første. Fire rækker af usædvanligt støjende gæster sad ved to langborde og morede sig med skålesange og drikkelege. Henne ved en trappe, der første op til overetagen, stod en barmfager værtinde med rottehaler. Med et afslappet udtryk i ansigtet stod hun og hvilede albuerne på disken, når hun ikke serverede mjød for gæsterne. Harald sneg sig hen langs væggen, mens han lod sit blik hvile et par sekunder på hvert ansigt i forsamlingen. Nogle af gæsterne sad med ryggen til, og det var svært at skelne det ene fedtede hår fra det andet. Han kunne ikke umiddelbart spotte Finulv. ”Hvor skal du hen?”, råbte en mand. Harald frøs et øjeblik, da han troede, at han var blevet opdaget. Men den råbende mand trak i tøjet på en anden mand, der var ved at rejse sig. Heldigvis var det ikke Harald, der igen var blevet selskabets midtpunkt. ”Slap af! Jeg skal lige op på mit værelse”, svarede den anden mand, der på grund af sin spinkle størrelse var druknet i mængden af hærdebrede mænd. Harald spidsede ører. Der var noget genkendeligt over den spinkle mands hæse stemme. Da han rejste sig helt op, kom et par lange fletninger til syne, og Harald var ikke længere i tvivl. Finulv. Harald kastede sig ned under bænken og undgik lige netop, at Finulv opdagede ham. På vej hen mod trappen gik Finulv tæt forbi

den sammenkrøbne Harald. Finulv plantede ved et uheld sin ene fod ovenpå Haralds højre hånd, der ragede ud under bænken. Men Harald skar tænder og bed smerten i sig, så han ikke afslørede sig selv. Finulv gik op ad den knirkende trappe, og Harald listede efter. For enden af trappen kunne Harald se en række døre, der førte ind til hvert deres kammer. Han trippede på tåspidserne hen langs gangen og stoppede ved en dør, der stod på klem. Inde i det mørke kammer stod Finulv bøjet over et bord, mens han hældte et pulver fra et lille horn ud på en tallerken. Han holdt tallerkenen op til hovedet og slikkede pulveret i sig med sin hvide tunge. ”Hi! Hi! Hi!”, grinede Finulv, mens han rystede ekstatisk over hele kroppen. Harald væmmedes ved synet af Finulvs grimme manerer, men rykkede alligevel tættere på døråbningen, så han bedre kunne se, hvad der foregik. Finulv løftede en pose op. Et brændende vokslys på bordet afslørede, at det var den lilla silkepose. Han trak den magiske sten op af posen, drejede den rundt foran sine øjne og grinede endnu engang, så Harald følte, at det stak i maven. Pludselig puttede Finulv stenen tilbage i posen, vendte sig rundt og kiggede over mod døråbningen. Harald trak sig med et sæt tilbage i den mørke gang. Havde Finulv opdaget ham? Han hørte Finulv nærme sig. Skulle Harald stikke af eller forsøge at vriste stenen fra troldmanden? Harald stod stiv som et bræt og kunne ikke træffe et valg, da han gennem døråbningen anede Finulvs skikkelse standse op ved en seng, der stod lige ved døren. Finulv havde tilsyneladende ikke opdaget, at nogen udspionerede ham. Han gemte posen med stenen dybt nede i sengens underlag af halm, gned sig i hænderne og vendte sig mod døren. Som en lille mus spurtede Harald henover gulvet og fortsatte i så høj fart ned ad trappen, at han fik overbalance og væltede ind i den barmfagre værtinde bag disken. ”Hold fingrene for dig selv din kåde, lille mand”, brummede damen. ”Det var et uheld”, svarede Harald med bedende øjne, mens han lå foran hendes fødder, ”Det var ikke for at gramse på dig”. ”Det siger de alle”, grinede hun, ”Hvem er din far? Er du her for at hente ham?” ”Min far er Thorkild Ravklump, men han er på langfart i øjeblikket”, svarede Harald. ”Aha! Så du er Thorkilds knejt”, sagde værtinden.

Harald kunne høre Finulvs fodtrin på trappen. Han kravlede om bag værtinden, skjulte sig bag hendes blafrende kjole og pegede op mod trappen. Hun aflæste straks frygten, der stod malet i Haralds ansigt. ”Han er også en led fyr”, sagde hun stille. Værtinden begyndte at rydde tomme krus af bordene og lod Harald blive i sit skjul. Han stak næsen op over disken og kunne herfra holde øje med løjerne. Finulv satte sig tilbage i flokken. ”Tove!”, råbte Finulv til værtinden, ”Giv mine venner endnu en omgang mjød”. Finulv tog en håndfuld mønter og smed efter Tove, der samlede dem op fra gulvet. ”Hvor er det herligt at sidde i gode venners selskab”, sagde Finulv til de andre ved bordet, ”Selvom jeg har rejst rundt i hele Verden, har jeg aldrig mødt så brave gutter som jer”. Tove satte mere mjød på bordet, og mændene fordelte krusene imellem sig. ”Skål for Finmarkens skræk”, sagde Finulvs sidemand og løftede kruset. Mændene hældte mjød i ganen, og Harald kunne ikke lade være at bemærke, at de samtidig var ved at knække sammen af grin. ”Fortæl os om dengang du imponerede kejseren i Miklagård”, sagde en af mændene til Finulv. Da en af de andre mænd hørte denne opfordring, fik han et så voldsomt grineflip, at mjøden spruttede ud af næsen på ham. ”Det var i mine unge dage, da jeg lige havde lært at trylle levende dyr op af en hat”, begyndte Finulv, ”Kejseren var i sorg, efter han havde mistet sit yndlingsdyr, en lille abeunge, der var blevet kørt over af en hestevogn. En kejserlig udsending inviterede mig til kejserpaladset i håb om, at mit gode selskab og min verdensberømte magi kunne hjælpe på kejserens humør…” ”Det var utroligt, som han snakker om sig selv hele tiden”, tænkte Harald, der ventede på sin chance for at kunne snige sig ubemærket op på værelset. Finulvs

historie trak i langdrag, og da krusene var tømt for mjød, begyndte hans venner at kede sig. ”…Og så var det, at jeg trak den fineste lille abeunge op af hatten. Kejseren hoppede af glæde, krammede det lille pelsklædte dyr og forærede mig som tak en håndfuld kostbare ædelstene”. Finulv afsluttede historien med en tilfreds mine. Mændene ved bordet jublede og skreg. Finulv modtog anerkendende skulderklap og delikate puf i siden. ”Skal vi ikke have mere at drikke?”, spurgte mændene samstemmende og kiggede på Finulv. ”Kapdrikning fra horn!”, råbte den tykkeste mand ved bordet. Stemningen røg straks i vejret. Mændenes jubelbrøl gjaldede i rummet, mens de hamrede deres knyttede næver forventningsfuldt ned i bordet. Finulv piftede efter Tove, der sørgede for drikkehorn til hver en mand. Hun bar en tønde mjød frem og hældte indholdet ned i drikkehornene, der var så store, at tønden hurtigt blev tømt. Den tykke mand talte til tre og mændene løftede drikkehornene på skrå, så humlen kunne løbe raskt ned i halsen. Alle andre end Finulv stoppede med at drikke efter et øjeblik. De holdt dog hornet op for munden og lavede falske synkelyde, så Finulv troede, at konkurrencen stadig var i fuld gang. Mjøden løb ned ad hagen på Finulv. Han hev efter vejret, da han var nået halvt igennem, men sidemanden løftede drikkehornet yderligere på skrå, så mjøden fossede ud af hornet som et vandfald. Finulv gurglede og kæmpede videre. ”Kom så din vilde troldmand! Du er ved at vinde”, råbte en af mændene, mens de andre gnækkede og lo. Til sidst gav Finulv op, men han kunne ikke længere styre hornet, så resten af mjøden sprøjtede ud i ansigtet på ham. Han løftede armene i triumf, smilede fjoget til forsamlingen og væltede bagover. Mændene vrælede af grin og slog over i fællessang. Finulv lå nede på gulvet mellem to bænke og var besvimet af druk. Ham var der ingen, der bekymrede sig om. Harald skyndte sig op ad trappen og hen ad den mørke gang ovenpå. Han rykkede i dørhåndtaget til Finulvs kammer, men døren var låst. Selvfølgelig! Finulv ville ikke lade sit kæreste eje, den magiske sten, ligge på et ulåst kammer. Harald måtte på en eller

anden vis nå hen til den fulde Finulv på gulvet og fiske nøglen fra ham. Harald smuttede ned under bordene i mjødstuen og kravlede mellem gyngende mandeben hen imod den snorkende Finulv. Han styrede hovedet fri for de værste mjødslatter og spytklatter, undgik at få et knæ i hovedet og nåede frem til Finulv. Harald prikkede til Finulv, men den sovende troldmand brummede bare og vendte sig om på siden. Haralds fingre vandrede op ad Finulvs bælte, indtil han stødte på en læderpung, der var snøret godt fast. Det var svært at snøre pungen op uden at vække opmærksomhed, så Harald forsøgte at rive pungen ud af bæltet. ”JEG ER FINMARKENS SKRÆK”, Finulv satte sig hurtigt op og råbte med sine lungers fulde kraft. Harald trak sig tilbage og gemte sig nede under bordet, mens han stirrede på den genopstandne Finulv. ”Giv ham noget mere mjød!”, råbte en mand fra det anden bord. Stuen rungede igen af latter. Finulv åbnede øjnene. Hans pupiller hoppede rundt som små lopper, der var gået bersærk, og det var ikke til at forstå, hvad han vrøvlede om. Finulv stønnede en smule og lagde sig til at sove videre, uden at have opdaget, at Harald sad lige ved siden af og gjorde ham selskab. Denne gang handlede Harald hurtigere. Han trak en kniv ud af skæftet på en siddende mand og kunne dermed hurtigt skære hul i læderpungen. Ud på gulvet trillede en bunke mønter, som Finulv sikkert havde fremtryllet med den magiske sten. Harald rodede rundt i pengene og fik øje på en nøgle iblandt dem. Han holdt godt fast i nøglen, kravlede ud under bordet og løb forbi Tove, der havde travlt med at servere endnu en omgang. Oppe på gangen stod han igen foran døren til Finulvs kammer. Nøglen ede fint ind i nøglehullet. Det skumle kammer var kun oplyst af det måneskin, der kom ind ad et lille vindue med tremmer for. Harald satte sig på hug foran sengen og rodede rundt i halmen, indtil han stødte på den magiske sten. Henne ved det lille vindue trak han stenen op af posen og betragtede den i måneskinnet. Hans tanker kredsede om alle de herligheder, som stenen kunne skænke ham. Han kunne forære Ragnhild et smykke. Nøk kunne få en helstegt pattegris at æde til aftensmad. Selv den tyvagtige Spurv kunne få en håndfuld mønter, så han ikke behøvede at stjæle fra andre. Harald ønskede sig en tyk pelshue, en hurtig hest, et skarpt sværd og et stort skib. De mange fantasier galoperede rundt i hovedet på ham, indtil den festlige brølen og råben nede fra

mjødstuen vækkede ham til live igen. Han snurrede rundt og skulle til at forlade værelset, da døren i samme øjeblik blev åbnet. Ind trådte en gammel kending, som Harald mindst af alle havde forventet at skulle møde i Hedeby. ”Frede!”, sagde Harald og smilede forundret, ”Hvad laver du her? Jeg så din hytte brænde, og jeg vidste ikke, om du var sluppet ud i tide”. Harald havde glemt, hvordan Frede havde svigtet ham. Han vare bare glad for at se én, han kendte hjemmefra. Men Frede lignede ikke sig selv. Han smilede ikke, som han plejede, og kiggede blot på Harald med en alvorlig mine uden at sige et ord. Harald tøvede. Pludselig hev Frede den magiske sten ud af hånden på Harald, der kastede et spørgende blik op i hovedet på den ellers venlige hyrde. Frede løftede sin arm i vejret og svingede stenen med al sin kraft ind i panden på Harald. Harald mærkede først en dunkende smerte i hovedet. Han stak tungen ud af munden for at tjekke, hvad det var, der strømmede ned fra panden, og kunne smage sit eget blod. Blodet løb ned over ansigtet. Harald stavrede svimmel rundt på gulvet. Han forsøgte at holde fast i bordpladen, men sank sammen. Døren til kammeret smækkede i. Det sortnede for Haralds øjne.

Frede pirkede til Harald med sine fødder for at se, om Harald stadig var ved bevidsthed, men han var helt væk. Harald lå med ansigtet mod gulvet. En blodpøl bredte sig omkring hans hoved. Det så ud til, at Haralds held endelig var sluppet op. Var han på vej til at gense sin farfar Alvard i den hinsides Verden og efterlade den magiske sten i hænderne på de forkerte?

Kapitel 7 – Alvards tårer

Frede låste døren til kammeret bag sig, gik ned ad trappen til mjødstuen og kastede et søgende blik rundt i lokalet. ”Hvis du søger din ven…”, sagde Tove til Frede, ”… Så ligger han dernede på gulvet”. Med et dybt suk samlede Frede den fordrukne troldmand op fra gulvet og bar ham udenfor i den kølige aftenluft. Han fyldte en spand med vand fra havnen og hældte den i ansigtet på Finulv, der åbnede øjnene svagt. ”Åh, Frede”, jamrede Finulv, ”De hældte alt for meget mjød på mig”. ”Det kan godt være”, svarede Frede, ”Men vi er nødt til at forlade Hedeby nu. Du har vækket for megen opmærksomhed i byen, og stormand Åges krigere kan komme når som helst. Jeg overraskede Harald Thorkildsøn på dit kammer med stenen i hånden”. ”Knægten!”, råbte Finulv og spærrede øjnene op, ”Hvor er stenen?” ”Rolig nu! Stenen er her, og drengen ligger halvt død på dit kammer”, sagde Frede beroligende. ”Han skal være min usle træl, når jeg bliver konge i stedet for kongen”, sagde Finulv, ”Du må skaffe os et skib, der er stort nok til at fragte min grusomme hær til kongens stad. Tag stenen og rids dig til ét hundrede guldmønter. Det må være nok til at købe den største knarr i havnen”. Frede listede ind i et bådehus og ridsede løs med stenen. Den lilla pose spyttede hurtigt to hundrede guldmønter ud i hænderne på ham. Han lagde ét hundrede guldmønter i en læderpose, de sidste hundrede i sin egen lomme og begav sig ned til havnekajen. Et gammelt skib, der kunne rumme næsten en hel landsby, lå i den kraftige blæst yderst ved molen og knirkede i vandet. Foran skibet stod to bevæbnede vagter, der spærrede adgangen til skibet med deres spyd, da Frede nærmede sig.

”Her kommer du ikke ind”, sagde vagterne i kor. ”Jeg ønsker at købe skibet af dets ejermand”, svarede Frede. ”Det er stormand Rodulfs knarr”, grinede en af vagterne, ”Og du ligner en fattig hyrde”. ”Jeg betaler ét hundrede guldmønter for båden”, sagde Frede og åbnede læderposen, så vagterne kunne nyde synet af det gyldne metal. ”Du må hellere vække Rodulf”, sagde den ene vagt til den anden. Stormand Rodulf mente, at skibet måtte være ældre end plyndringen af Lindisfarne, og afsluttede hurtigt forhandlingerne med den naive fårehyrde, der var mere end velkommen til at betale en overpris. Frede gik frem og tilbage mellem skibet og nogle bådehuse for at hente de sidste nødvendige skibsdele til det kommende togt. I mellemtiden lå Finulv uden for mjødstuen og sov rusen ud. Her drømte han, at Frede satte en tung kongekrone på hovedet af ham foran tusindvis af mennesker, der lå bøjet i støvet for deres nye hersker. Finulv havde mødt Frede den aften, da troldmanden havde stjålet stenen tilbage fra Asfrids kiste, havde brændt den halve landsby ned og var på vej til stormand Åges ringborg for at tage hævn. Frede var blevet draget af den magiske sten efter at have set den stærke hær, som Finulv havde skabt. Med løfter om en tusindtallig fåreflok og alt mellem himmel og jord havde Finulv overbevist Frede om at lægge sit gamle liv bag sig. Troldmanden og hyrden var nu her på havnen i Hedeby klar til at iværksætte makkerskabets plan og vinde den største magt i landet. Frede hyrede et par fulde vikinger på vej hjem fra byen til at klargøre det store skib til afsejling. Nu skulle den søvante Finulv blot sætte sejlet, og skibet ville i løbet af få minutter være ude af havnen. Frede kastede endnu en spand vand i hovedet på Finulv, så han vågnede med et hæst grynt. ”Mit stakkels hoved! Jeg har så ondt i knolden”, jamrede Finulv. ”Skibet er klar, troldmand”, sagde Frede, ”Lad os komme af sted”. ”Jeg skal lige sove lidt mere. Jeg har haft det hårdt her på det sidste. Vi sejler, når solen er stået op”, kommanderede Finulv.

Frede slog opgivende ud med armene og satte sig ud på skibet for at vente. Her sad han med armene over kors, mens trætheden begyndte at gnave i ham og udmattelsen fik hans hoved til at hænge. Han vågnede med et gys uden at vide, hvor længe han havde været døset hen. Der sad stadig folk inde i mjødstuen og Finulv sov trygt og godt udenfor. Frede vandrede uset op ad trappen, låste sig ind i Finulvs kammer, der stadig var mørkt og skummelt, og tændte vokslyset på bordet. Han tog godt fat i Haralds hår, løftede det blodige hoved op fra gulvet og tjekkede om der var livstegn i drengens ansigt. Haralds mund stod åben og øjnene var kun halvt lukkede, så man kunne se det hvide i hans øjne. Frede drog et lettelsens suk og slap taget i håret, så Haralds hoved hamrede ned i trægulvet. Han skulle til at åbne døren, men syntes så, at han hørte et støn nede fra gulvet. Han gik hen til sit offer og sparkede ham i siden, men da Haralds krop ikke reagerede, trak han blot på skuldrene. ”Du render vel ingen steder?”, spurgte Frede den livløse dreng uden at forvente et svar. Frede fandt den magiske sten frem og ridsede nogle runetegn ind i træsengen i kammeret. Den lilla pose begyndte at røre på sig. Efter et stykke tid forlod Frede kammeret. Finulv var ved at komme til sig selv og beordrede Frede til at hente sig noget morgenmad. De to partnere satte sig ned til vandet skulder ved skulder, åd et stykke morgenbrød og delte et krus mjød. ”Hvad blev der af min usle trælknægt?”, spurgte Finulv. ”Ham må du nok undvære ved dit kongelige hof”, svarede Frede, ”Ham ser du ikke igen”.

Solen var ved at stige op over byens tage. Købmændene åbnede så småt deres handelsboder i gaderne. De sidste fulderikker forlod mjødstuerne og de første skibe lagde til kaj i havnen. Det lignede en helt almindelig dag i Hedeby. En solstråle kæmpede sig ind gennem det lille vindue i kammeret, hvor Harald aftenen før var blevet slået ned. Haralds fingernegle kradsede i trægulvet. Fødderne bevægede sig en smule. Han gav et svagt host fra sig. Han åbnede øjnene og fik øje på et bordben, som han greb fat i med den ene hånd. Med

fingrene rundt om bordbenet kunne han trække hovedet ud af blodpølen, sætte sig op og tørre blodet væk fra sine øjne. Han prikkede til sin pande med pegefingeren og kunne mærke et sår på størrelse med en stor blomme. Hvad var der sket? Det sidste, Harald kunne huske, var drikkegildet og Finulv, der for enden af et kæmpe drikkehorn var ved at drukne i en flod af mjød. Som et lyn fra en klar himmel dukkede forestillingen om Frede med den magiske sten i hånden pludselig op. Harald følte en dundrende hovedpine og var helt stiv i nakken. Han kiggede ud af vinduet og opdagede, at formiddagen var begyndt. Ingen troldmand eller hyrde var i nærheden. Harald havde ikke mere at gøre på kammeret, og han tog et skridt hen mod døren. En knurrende lyd forvandlede sig til højlydt gøen og Harald kastede sig skræmt tilbage under bordet ved vinduet. Henne foran døren stod en bidsk køter, der var bundet til sengestolpen. Hunden var så enorm, at den nåede Harald til skuldrene. Den havde en ru pels, lynende øjne og en perlerække af sylespidse tænder. Harald kravlede nervøst ud fra sit skjul og hev forgæves i tremmerne for vinduet. Han kiggede over på døren, der var hans eneste flugtmulighed, men der stod køteren og fremviste sit lyserøde tandkød, hver gang den snerrede ad Harald. Hans øjne afsøgte desperat kammeret for den mindste ting, der kunne bringe ham ud af den håbløse situation. Han råbte og skreg og trampede hårdt i gulvet, men ingen mennesker bankede på døren eller gav lyd fra sig udenfor vinduet. Henne for enden af sengen opdagede Harald, at nogen havde ridset runetegn ind i den ene sengestolpe. Han listede frem i lokalet og skimtede tegnene ”V-A-G-TH-U-N-D”. Selvfølgelig! En sådan hund, der kunne skræmme den frygteligste drage på flugt, måtte være skabt ved hjælp af den magiske sten. Harald samlede en pind op fra gulvet og forsøgte at kradse indridsningerne væk fra sengen, men vagthunden sprang med et vov frem og knækkede pinden midt over med sine skarpe tænder. Dumme køter! Hvordan skulle Harald nu få kradset de indridsede runetegn væk fra sengestolpen? Frede havde glemt at slukke det brændende lys på bordet i kammeret. Harald kiggede på det tørre halm i sengen, hvor Finulv havde holdt den magiske sten skjult. Det var let at få halmen til at brænde, og hvis ilden ellers ville makke ret, kunne den tage fat i sengestolpen og brænde runetegnene op. Harald greb fat i vokslyset og kastede det over i den ende af sengen, hvor tegnene for vagthunden var indridset. Halmunderlaget stod straks i flammer, men den solide træseng var mere modstandsdygtig overfor ilden og brændte kun langsomt. Den tykke røg fra ilden bredte sig ud i rummet. Vagthunden peb. Harald stillede sig ovenpå bordet, trykkede hovedet mod tremmerne i vinduet og snappede efter frisk luft.

Ilden blussede op og gjorde det trange kammer varmt som en ovn. Røgen trængte ned i lungerne på Harald, så han hostede og hostede. Han mobiliserede de sidste kræfter og skreg igen efter hjælp ud af vinduet. Endelig bed ilden godt fast i sengen. Sengestolpen gik op i røg og runetegnene forsvandt. Vagthunden skrumpede ind og gled ud under dørsprækken. Der var nu fri bane. Harald kravlede ned fra bordet, holdt vejret og løb over mod døren. Han rykkede i dørhåndtaget. ”Åh nej, din forbandede hyrde, du har låst døren”, råbte Harald med gråd i stemmen. Han ruskede i dørhåndtaget. Røgen sved i øjnene og stod ud af mund og næse. Han kiggede en sidste gang på solens stråler, der skar gennem den tykke røg. Skikkelsen af et hoved stak ud af røgskyen. Det var farfar Alvards grædende ansigt med tårerne trillende ned ad kinderne. Harald kunne ikke længere få luft. Han lagde sig stille ned på gulvet, krøb sig sammen og besvimede.

Med hænderne foldet bag på ryggen inspicerede Finulv sit nye skib, mens Frede gik et par skridt bag ham. ”Skibet skal have et fint navn”, sagde Finulv. ”Hvad med ’Finmarkens skræk’?”, foreslog Frede. ”Fremragende forslag”, svarede Finulv, ”Det er vedtaget”. Frede ville fjerne fortøjningen, så skibet kunne glide ud af havnen og sætte kurs mod danerkongens stad, men Finulv var ikke klar og standsede ham. ”Vi skal have en rulle sejldug med i reserve, så vi kan lappe det gamle sejl, hvis det revner i blæsten”, sagde Finulv, ”Stik over i bådehusene og find noget”. ”Kan vi ikke bare bruge stenen og ridse os til noget sejldug?”, spurgte Frede dovent. ”Øh, det er svært at stave til det ord”, undskyldte Finulv, mens han undlod at kigge Frede ind i øjnene, ”Du må hellere stikke i land og finde den rigtige slags sejldug”.

Mens Frede gik i land, vendte Finulv sig mod vandet og forestillede sig, hvordan han tryllede sin kniv frem og stak den langsomt i maven på den danske konge, mens han stirrede ham direkte ind i øjnene. Han dagdrømte videre om at hugge en hammer ind i panden på den døende konge og fik et smil på læben. I samme øjeblik sejlede et andet fragtskib roligt ind i havnen og lagde til kaj. Som en flok arbejdsomme myrer begyndte mændene på skibet at rulle tønder med honning i land over en bred træplanke, der fungerede som bro mellem fragtskibet og havnekajen. En mand gik over broen med en sæk i favnen og nåede kun lige i land, inden han fik et chok og tabte læsset. ”Huset brænder!”, råbte han og pegede på røgsøjlen, der steg til himmels fra mjødstuen, hvor Haralds livløse krop lå indespærret. Samtidig inde i den brændende bygning løb Tove op ad trapperne og hamrede løs på de forskellige døre. De søvnige gæster gav lyd fra sig og forlod deres kamre. Men fra ét af kamrene kom der intet svar. Tove flåede i den låste dør og mærkede, hvordan en kraftig røg pressede sig ud gennem sprækkerne og under dørkarmen. Hvis nogen havde været inde i det kammer, var de nok allerede fortæret af ilden. Hun flygtede ud af mjødstuen sammen med gæsterne. Folkene på pladsen spænede ned til vandet med de spande, der var til rådighed, og fyldte dem med vand. De løb tilbage og kastede vand på flammerne, der nu stak op fra mjødstuens stråtag. Inde på det låste kammer havde ilden gjort det af med sengen og bredt sig ud i rummet. Flammerne slikkede op ad væggen ved døren og arbejdede sig op gennem det stråtækte tag. Tagrørene knitrede. En tyk røg stod ud af vinduet. Der lød nogle tunge hurtige skridt ude på gangen. Nogen ruskede forgæves i døren. Der gik et øjeblik, hvorefter der lød et brag. Nogen prøvede at sparke døren ind. Døren skælvede og gav sig en smule. Der lød endnu et brag. En fod brød igennem døren og skabte et så stort hul, at man kunne se ind i flammerne. ”Harald?”, råbte en stemme udefra gangen. Flere spark på døren fulgte, hængslerne rev sig løse og til sidst flåede et par stærke mandearme døren af. Manden, der var kommet til undsætning, samlede Harald op fra gulvet og bar ham ud af den brændende mjødstue. Han lagde ham ned på siden og bankede sin håndflade ind i ryggen på ham. Lidt røg kom ud af munden på Harald, hver gang manden bankede ham på ryggen. Til sidst var

lungerne tømt for røg, men Harald gav ikke noget livstegn fra sig. En gruppe mennesker var stimlet sammen om det sørgelige optrin for at overvære Haralds hårde kamp mod skæbnen. Manden rullede ham om på ryggen og begyndte i al sin afmagt at slå ham på brystet. ”Kom nu tilbage!”, råbte han, ”Det er for tidligt. Du må ikke dø”. Manden lagde sit øre til Haralds bryst og kunne høre en svag hjertebanken. Han lagde sin hånd blidt på Haralds kind og hørte i samme øjeblik et stille host, der lød som et kvæk fra en frø. Harald åbnede øjnene, hostede en del mere og kiggede manden ind i øjnene. ”Far!”, sagde Harald hæst, ”Hvad laver du her?” ”Jeg er lige kommet ind med et skib”, svarede Thorkild og pustede ud, ”Tove fortalte, at du havde været inde i mjødstuen i nat. Hun havde ikke set dig forlade stedet. Hun blev urolig, da hun så, at troldmanden, der havde boet på det låste kammer, gjorde klar til at sejle væk fra Hedeby. Han havde tilsyneladende været ude efter dig i nat. Hun frygtede, at han havde spærret dig inde på sit kammer”. ”Jeg er tørstig og har ondt i hovedet”, sagde Harald, ”Kan jeg få lidt at drikke?” En af de tilstedeværende hentede en tønde vand. Thorkild holdt sin liggende søns hoved opad og hældte vand i munden på ham med en øse. Harald livede op igen, og Thorkild vaskede hans ansigt, der var dækket af sod og størknet blod. ”Hvem har gjort dette her ved dig?”, spurgte Thorkild, ”Var det ham troldmanden?” ”Troldmanden hader alle vikinger og vil herske over hele verden. Men det var Frede, der slog mig ned og låste mig inde på kammeret”, svarede Harald. ”Frede?”, sagde Thorkild spørgende, ”Vores hyrde hjemmefra øen?” Der lød et smæld, da porten til bådehuset smækkede i. Harald hørte lyden og kiggede derover. Frede kastede en rulle sejldug fra sig, spurtede væk fra stedet og satte kurs mod den yderste mole, hvor Finulvs fragtskib lå fortøjet. Finulv havde overværet al virakken omkring mjødstuebranden og ved synet af Harald i Thorkilds arme besluttet sig for at sejle væk uden Frede. Hvad skulle han også

bruge en simpel fårehyrde til, når det kom til stykket? ”Vent på mig!”, råbte Frede, ”Du må ikke sejle uden mig. Jeg skal være din prins”. Men Finulv havde allerede kastet fortøjningen og sat sejlet. Skibet lagde et par meters afstand til havnekajen og øgede sin fart ud af havnen. Frede kom løbende forbi den udbrændte mjødstue. Thorkild rejste sig op og plantede sin skulder i brystet på ham. Frede væltede bagover, som var han løbet ind i en mur. Guldmønterne fløj ud af hans lomme i faldet. Frede kunne ikke finde ud af, om han ville samle guldmønterne op eller flygte videre, og Thorkild kastede sig over ham. Frede forsøgte forgæves at slippe fri og lignede i forsøget en panisk gris, der godt er klar over, at den skal slagtes. Mens Thorkild rullede rundt på jorden med den desperate hyrde, vendte Harald hovedet ud mod Finulvs fragtskib, der var på vej væk. Harald rejste sig op og løb ud langs molen. Inden han nåede ud for enden af molen, kunne han se, at Finulv var ved at ridse nogle tegn ind i skibet med den magiske sten. Harald kastede sig i vandet og svømmede efter skibet. Han var næsten henne ved skibet, da hans arme syrede til, men heldigvis havde Finulv ikke fået trukket fortøjningsrebet med om bord. Harald greb fat i rebet, som skibet trak efter sig i vandet, så han kunne hvile armene et øjeblik. Den intetanende Finulv var færdig med at ridse med stenen og han vendte sig om for at nyde synet af Hedeby, der blev mindre og mindre, jo længere han kom væk fra kysten. Nede bagerst i skibet greb et par drengehænder fast i rælingen. Haralds ansigt strittede pludseligt op og Finulv gned sig i øjnene. ”Ikke ham igen!”, råbte Finulv og ilede ned til den blinde ager. Finulv forsøgte at hamre stenen ned over fingrene på Harald, men Harald undveg og greb i stedet fat i Finulvs fletninger. Harald brugte al sin vægt og hev så hårdt i fletningerne, at Finulvs ansigt smadrede ned i rælingen, og han tabte stenen ud af hånden. Harald kravlede op ad fletningerne, kastede benet over rælingen og møvede sig ombord på skibet. Mens Finulv tjekkede, om næsen var brækket og opdagede, at han havde fået næseblod, samlede Harald den magiske sten op fra skibsdækket. Finulvs indridsede tegn fik den lilla pose til at røre på sig. Ud på dækket dukkede nu den ene store brune bjørn op efter den anden. Harald løb op i skibets forstavn og kunne læse, at Finulv havde ridset sig til hundrede øksesvingende bjørnekrigere. De skulle sikkert udgøre den frygtelige hær, der skulle vække

rædsel og lægge danerkongens stad i ruiner. Finulv opdagede, at han havde tabt stenen, og han begyndte at kravle forvirret rundt på dækket for at finde den igen. ”Er det den her, du søger?”, råbte Harald nede i den anden ende af skibet, mens han holdt stenen op i vejret. Finulv kastede et langt tomt blik ned mod Harald, der forsvandt bag den voksende flok af bjørne. Skibet led nu af pladsmangel med de mange tunge, klodsede bjørne, der begyndte at vade ind i hinanden, så nogen af dem faldt over bord. Det store læs af levende pelsklædte dyr fik skibet til at vippe. ”Hvor er du henne, knægt?”, råbte Finulv helt grå i ansigtet, ”Jeg skal have min sten tilbage”. Harald svarede ikke tilbage, så Finulv begyndte at mase sig gennem bjørneflokken, mens han bandede og skreg. En af bjørnene ville ikke flytte sig, så Finulv klemte den hårdt på dens afstumpede hale. Bjørnen blev gal og brølede op i luften. Men Finulv var smuttet videre. Den ophidsede bjørn tog sin økse og huggede den ned i skibsdækket af bar ærgrelse. Panikken bredte sig på skibsdækket og fik de stressede bjørne til at gå bersærk med deres økser, så skibet begyndte at falde fra hinanden. Finulv klemte sig ud af bjørneflokken og stod nu ansigt til ansigt med Harald ude i skibets forstavn. De kiggede længe på hinanden. ”Må jeg få stenen?”, spurgte Finulv først og prøvede at virke rolig. ”Nej”, svarede Harald resolut, ”Denne sten har kun bragt ulykke for de mennesker, der har holdt den i deres hænder. Og dig! Du vil jo myrde vores konge og udslette alle vikinger”. ”Da ikke dem alle sammen”, svarede Finulv. Harald rystede opgivende på hovedet. Han kiggede først ud på vandet. Så kiggede han på stenen. Han kiggede igen på de blå bølger. ”Du gør det ikke!”, beordrede Finulv, der havde opfattet, hvad Harald overvejede at gøre. ”Det er slut”, sagde Harald og kastede den magiske sten ud i havet.

Finulv hylede og skreg. Han lænede sig ud over rælingen og så, hvordan stenen hurtigt sank til bunds. Inden Harald kunne nå at sige et trøstende ord, vendte Finulv sine grædende øjne over mod ham. Finmarkens skræk kravlede over rælingen og kastede sig i havet. Harald fulgte troldmandens skikkelse, der forsvandt ned i dybet. Et par luftbobler steg op til overfladen. Finulv var dykket ned efter sin elskede sten for aldrig at vende tilbage. Bjørnekrigerne raserede videre på skibsdækket. Vand begyndte at trænge ind i skibet gennem revnerne i skroget. Hvis ikke Harald skulle genforenes med Finulv på bunden af havet, måtte bjørnene stoppes. Han løb henover skibet og undgik med nød og næppe de tunge øksehug fra bjørnene. En bjørn havde tabt sin økse på dækket. Harald tog fast i økseskaftet og trak øksen hen til det sted på skibet, hvor Finulv havde indridset sine sidste runetegn. Haralds ben rystede under ham, da han løftede den tunge økse, men han kæmpede videre. Det lykkedes at hugge tegnene for de øksesvingende bjørnekrigere i stykker og bjørnene forsvandt fra skibsdækket. Harald stod nu alene tilbage på det synkende skib, der drev til havs. Han kiggede fortvivlet ind mod Hedeby og kunne se, at et mindre skib lagde fra kaj og styrede ud mod ham. Med vand til knæene fik Harald øje på Thorkild, der stod op i det lille skib og vinkede til ham. Thorkild kastede et reb over til Harald og trak ham over til sig. Harald viklede sig ind i et varmt tæppe. Far og søn stod ved siden af hinanden ude i stævnen på det lille skib og kunne endelig slappe af. Thorkild satte kursen hjem mod øen, hvor Asfrid, Ragnhild og de andre i landsbyen ventede på nyt fra Hedeby.

Kapitel 8 – Slægtens lykke

Hedeby var for længst forsvundet bagude. Den kraftige blæst kastede skibet nordpå mod Harald og Thorkilds ø. Forstavnen skar gennem Østersøens høje bølger. Med denne fart ville hjemturen højst vare en dags tid. Harald kiggede op på sin far. ”Styrmanden sejler ind til det lille havneanlæg ved stormand Åges ringborg og sætter os af”, sagde Thorkild. ”Åge blev hårdt såret, da Finulvs hær overfaldt ringborgen”, fortalte Harald. ”Hvad er der sket?”, spurgte Thorkild. Hvad var der ikke sket, mens Thorkild havde været væk fra øen? Harald vidste ikke, hvor han skulle begynde historien. Det havde været en lang rejse, som var startet i al ensomhed nede på stranden en stille forårsmorgen med fiskestangen i hånden og sluttet sammen med en flok rasende bjørnekrigere med svingende økser på en synkende skude. Harald fortalte sin far om mødet med den fremmede mand, Yusuf, som troldmanden, Finulv, ville gøre alt i Verden for at fange. Han viste også sin far, hvordan man kan uskadeliggøre en fremadstormende fjende, nøjagtigt som den dygtige kriger, Vlad, havde vist ham. Han fortalte om drengene, han havde mødt, den tyvagtige landevejsknægt, Spurv, og den hjælpsomme tiggerdreng, Nøk. Og så kunne Harald til Thorkilds glædelige overraskelse overbringe ham hilsener fra hans gamle ven i Hedeby, Halfdan Étben. ”Har du mødt alle de mennesker?”, spurgte Thorkild forbløffet. ”Ja, og flere til. Jeg har også mødt farfar i mine drømme. Om det så var drøm eller virkelighed, så følte jeg, at farfar var med mig hele tiden”, sagde Harald og smilede bredt. Thorkild krammede Harald og grinede højt. ”Hvad griner du af?”, spurgte Harald.

Thorkild trak en læderpose frem og fiskede en håndfuld guldmønter op. ”Ét hundrede dejlige guldmønter. Vi er blevet en velhavende familie”, sagde Thorkild. ”Hvor har du dem fra?”, spurgte Harald. ”Jeg tog dem fra Frede”, svarede Thorkild. ”Har du stjålet dem?”, spurgte Harald anklagende. ”Aldrig i livet!”, sagde Thorkild, ”Som straf for at have forsøgt at slå dig ihjel gav jeg ham et valg. Han kunne kæmpe mod mig til døden eller betale en klækkelig erstatning og forlade landet for altid”. ”Og erstatningen var tilfældigvis det antal guldmønter, som Frede havde på sig”, sagde Harald. ”Man er vel ikke købmand for ingenting”, svarede Thorkild med et skævt smil. Harald og Thorkild kunne hen under aften endelig skimte øen fra bagbord side. Far og søn stod tavse og kiggede ind mod land. Solen var ved at gå ned over Klinteskoven. Ringborgen dukkede op i det fjerne. Styrmanden læssede skibets to agerer af og sejlede videre nordpå. En båd fragtede Harald og Thorkild det sidste stykke op ad åen til ringborgens indre. Her opdagede de Vlad, der stod i skumringen og holdt vagt. ”Hvor kommer I fra?”, spurgte Vlad. Thorkild skulle til at åbne munden, men Harald kom ham i forkøbet og svarede Vlad. ”Hedeby”. ”Fandt du ham dernede?”, spurgte Vlad uden at nævne Finulvs navn. ”Ja, han sad på en af mjødstuerne, som du havde forudsagt”, svarede Harald, ”Han flygtede i et skib, men jeg svømmede efter ham. Han faldt i vandet, kan man sige, og ligger nu sammen med fladfiskene”.

”Et ende selskab”, svarede Vlad, ”Stormanden kan takke dig for meget”. ”Hvordan har han det?”, spurgte Thorkild og præsenterede sig selv overfor Vlad. ”Han er i bedring, men stadig meget svækket efter at Finulv stak sin kniv i maven på ham”, svarede Vlad. Det var blevet sent, og Vlad inviterede Harald og Thorkild til at spise med og overnatte i ringborgen. De gik ind i det langhus, hvor krigerne holdt til. En trælkvinde overbragte Harald nye rene klæder. Han rev straks det gamle tøj af, der var plettet af hans eget blod og lugtede af røg. Sin varme vinterkappe beholdt han dog. Vlad hentede parret, da de havde hvilet sig en stund. De gik i samlet flok over mod gildesalen, hvor Harald med bævrende stemme havde haft sin første samtale med stormand Åge. Stormanden lå på langs i sin bløde sygeseng i gildesalen. Han virkede svag og stirrede tomt ud i luften, da Harald gik hen til ham. ”Jeg ser, at du har din far med denne gang”, hviskede Åge, ”Han kan være stolt af dig, knægt. Vladimir har fortalt mig, at du rejste til Hedeby og tog hævn over troldmanden for mig”. ”Hovmod står for fald”, svarede Harald, ”Han ville angribe os med den skrækkeligste hær i hele Verden. Han ville herske brutalt og få alle til at frygte ham”. ”Åh, jeg vil ikke høre mere om krig og rædsel”, hviskede Åge, ”Men ingen kan tage fra dig, at du med dit mod og mandshjerte har bragt din slægt lykke”. Store fade med godt brankede stykker kød kom ind på bordene. Gæsterne slikkede sig om munden. De sultne mænd flåede nybagte, varme brød midtover, så dampen fra dem steg helt op til loftet. Mjøden skummede igen. Gæsterne smaskede sig igennem det tunge måltid. Maverne var blevet godt oppustede, spredte bøvs fyldte gildesalen og roen sænkede sig. Åge gav et nik til Vlad, der forlod lokalet. Han vendte tilbage med en lang tingest, der var skjult i et gammelt, slidt klæde. ”Du ved, at jeg kendte din farfar”, begyndte Åge, ”Du har til fulde levet op til de ærefulde bedrifter, som Alvard udrettede i sin tid. Som udtryk for min

taknemmelighed vil jeg forære dig dette”. Vlad pakkede klædet op og præsenterede indholdet for Harald. Et skarpt sværd udsmykket med en brynjeklædt kriger, der fra sin hest spiddede en liggende drage med sin lanse. Sværdet glimtede op i ansigtet på en mundlam Harald. Thorkild kiggede Harald over skulderen og var ved at tabe undermunden på gulvet. ”Det er Alvards sværd. Det har tilhørt farfar”, fremstammede Thorkild, mens han strøg Harald gennem håret med sin hånd. ”Du skal også have dette”, sagde Vlad og viste Harald et stort, hvidt skjold, der var næsten ligeså stort som Harald selv. ”Nu kan du forsvare din landsby”, hviskede Åge fra sit sengeleje, ”Men inden du får skjoldet udleveret, skal en håndværker i ringborgen udsmykke det med nogle figurer, som du selv vælger”. ”Hvilke figurer skal pryde skjoldet?”, spurgte Vlad, ”En brølende løve?” ”Hvad med en hidsig slange til at skræmme enhver modstander væk?”, foreslog Thorkild. ”Nej, jeg ved lige præcis, hvad det skal være”, sagde Harald, ”Skjoldet skal udsmykkes med et egern, der viser sine kløer”. En håndværker blandede nogle røde og brune farver og malede et stolt egern med en stor, busket hale på skjoldet. Udrustet med skjold og sværd fulgte Harald med Thorkild over i langhuset, hvor de lagde sig til rette for natten. ”Hvorfor har farfars sværd ikke været i familiens eje og ligget derhjemme i kisten indtil nu?”, spurgte Harald. ”De andre vikinger begravede Alvard i Englands muld”, svarede Thorkild, ”Åge bragte hans sværd med hjem. Jeg var en ung mand på dette tidspunkt, og alle regnede med, at jeg ville træde i min fars fodspor som alle tiders kriger. Åge ville overbringe mig sværdet, men jeg kastede det fra mig i arrigskab. Jeg havde lige mistet min far, og sværdet var jo skyld i hans død. Jeg svor, at jeg aldrig ville tage et våben i min hånd, og at jeg ville søge min lykke andre steder end på slagmarken. Og så blev jeg købmand i stedet”.

”Skal jeg levere sværdet tilbage til Åge?”, spurgte Harald og krøb helt ned under det varme skind. ”Nej, gem det hellere godt ned i kisten derhjemme. Så kan du på et senere tidspunkt finde ud af, hvad du føler dig kaldet til her i livet. Men nu skal du foreløbig lægge dig til at sove”, svarede Thorkild og kiggede på Harald, der allerede lå med lukkede øjne. Næste morgen ved daggry vandrede de ud af ringborgen, gennem de nypløjede marker, over de grønne enge og henover bakketoppen, hvorfra man kunne se ned over den halvt nedbrændte landsby. Haralds mor stod uden for grubehuset og lagde mærke til to skikkelser i forskellige størrelser komme ned mod landsbyen. Hun lyste op i et smil, da hun genkendte Thorkild. Da hun opdagede den lille skikkelse, der gemte sig bag det store skjold, brød hun med det samme ud i glædestårer. En stolt Harald fægtede ud i luften med sit nye sværd for at imponere sin mor, men hun inddrog straks det skarpe våben, låste det ned i kisten og gav ham i stedet et kram. For første gang i lang tid var familien samlet og Asfrid skænkede en skål grød til sin sultne mand og søn, mens hun nynnede en melodi. Folk slæbte rundt på træplanker, gravede tørv og samlede strå. De var i fuld gang med at genopbygge de huse, som Finulv havde sat ild til, da han havde hærget landsbyen. Thorkild og Harald gik rundt og betragtede de ødelagte huse, mens de vejrede stemningen i landsbyfællesskabet. ”Og hvorfor var det lige, at troldmanden satte ild til landsbyen?”, spurgte Thorkild, mens han kiggede på ødelæggelserne. ”Han var gal over, at jeg havde skjult stenen fra ham”, svarede Harald, ”Han lod sit raseri gå ud over alle”. ”Troldmandens humør stod åbenbart altid i flammer. Men det var dig, der kastede brænde på det hidsige bål”, sagde Thorkild, ”Vores familie må rydde op efter troldmandens ødelæggelser. Vi har fået en pose guldmønter og kan sørge for, at alle i landsbyen får nyt tag over hovedet”. Thorkild faldt i snak med en nabo, der stod og savede brænde. Harald gik rundt for sig selv og opdagede fætter Ubbe, der stod med ryggen til nede ved bålpladsen. Harald spurtede derned og klappede ham begejstret på skulderen.

”Uha, pas på det lille kræ”, sagde Ubbe, ”Han er lidt bange af sig”. Harald kiggede forundret på sin fætter, der stod og vuggede et underligt dyr i sin ene arm, mens han strøg sin hånd nænsomt over dets pelsede mave. Der var noget genkendeligt over det lille dyr, der lå og gryntede af fryd. ”Han ligner ikke andre dyr”, sagde Ubbe, ”Han er vist både en rotte, en øgle og en gris. Men jeg synes, han er et flot dyr, og vi kommer godt ud af det sammen”. ”Aha, et rotteøglesvin. Der er vist nogle runetegn, der for en gangs skyld ikke skal fjernes”, sagde Harald og tænkte på de tegn, som han havde indridset under kistelåget derhjemme, ”Hvor fandt du ham henne?” ”Han løb forvildet rundt ude i skoven en dag og jamrede højlydt. Så tog jeg ham med hjem”, svarede Ubbe. ”Ja, og siden da har Ubbe været blid som et lam”, sagde Ragnhild, der gik forbi de to drenge og satte sig ned på en træstamme ved asken fra gårsdagens bål. ”Vi skal have kød til fællesspisning ved bålet i aften”, sagde Ubbe begejstret og listede væk med sit nye kæledyr. Harald kiggede over på Ragnhild og gik straks hen til hende. Hun smilede til ham. ”Jeg hører, at du har været lidt omkring”, sagde Ragnhild, ”Skal du nu til at være købmand i Hedeby, eller skal du på vikingetogt som en rigtig kriger?” ”Næh, jeg vil hellere blive i landsbyen”, sagde Harald og rykkede tættere på Ragnhild, der rødmede en smule. ”Hvorfor vil du ikke ud i Verden? Er der overhovedet nogen spændende ting at blive i landsbyen for?”, spurgte Ragnhild. Harald tog fat i hendes hage og drejede hendes ansigt over mod sit, så de kiggede hinanden ind i øjnene. Han tog hende i hånden. ”Landsbyen er det bedste sted på Jorden, og jeg håber aldrig, at jeg rejser herfra”, sagde Harald.

Haralds næsetip strejfede Ragnhilds kind. Hun lod sit hoved hvile på hans skulder. Det unge drengehjerte slog i samme takt som en spætte, der hamrer sit næb ind i træets bark. Der lød et højt brag. Thorkild og naboen kastede en stak brænde ned på bålpladsen og begyndte at tænde op i bålet. Harald og Ragnhild udvekslede forvirrede blikke, rejste sig op og rendte i hver sin retning. Om aftenen samledes landsbyen omkring det fælles bål. Den saftige steg, der roterede over ilden, hjalp en smule på landsbyboernes humør. Dagene efter de hærgende brande havde været hårde for familierne. Flammerne havde gjort det af med fortjenesten af mange års hårdt arbejde. Thorkild rejste sig op og forklarede, at Harald havde været i strid med manden, der havde ødelagt landsbyens huse. Folkene omkring bålet kastede først bebrejdende blikke over mod Harald for hans stridslystne gerninger, men da Thorkild bekendtgjorde, at han ville sørge for at betale for genopbygningen af alle husene, vendte stemningen hurtigt. De nysgerrige naboer ville nu vide, hvem denne troldmand med de lange fletninger var, og hvad i alverden Harald havde gjort for at gøre ham så gal. Harald rejste sig op foran forsamlingen og fortalte hele beretningen om den magiske sten, mens han fremførte de dramatiske hændelser som et skuespil ved at svinge vildt med armene, løbe på stedet og rulle rundt på jorden. Landsbyboerne lyttede til hans stemme og iagttog hans kropsbevægelser, mens de gøs og grinede på livet løs. De bad igen og igen Harald om at fremsige sit digt fra mjødstuen, indtil stegen var gennemstegt og måltidet kunne fortæres. Efter at have været selskabets midtpunkt hele aftenen, trak Harald sig tilbage fra bålpladsen og lagde sig søvndrukken til rette i sin egen seng. Ikke engang Alvin og Berles vræl kunne forstyrre Haralds nattesøvn. Han sov tungt som en sten hele natten igennem. Tidligt næste morgen vågnede han til en lun forårsdag og en skyfri himmel. Han greb fat i sin fiskestang, vandrede ad den velkendte rute hen til stranden og kastede snøren i vandet. Han satte sig alene på den store sten, lyttede til de rolige bølgeskvulp og trak vejret i den rene forårsluft. Det var den bedste årstid.